Brancheforeningen Datacenter Industrien (DDI) har netop publiceret markedsrapporten for 2023, der giver indblik i datacenterbranchen i Danmark.
I rapporten præsenteres der et samlet overblik over det seneste års udvikling i branchen, herunder investeringer, fremskrivninger samt en analyse af de danske markedsforhold.
Rapporten viser en betydelig fremgang i Danmark, især for colocation segmentet, samt et øget fokus på bæredygtige tiltag, såsom overskudsvarme og balancering af elnettet via datacentres nødstrømsløsninger.
”Med det store behov for data, og dermed datacentre, ser vi at danske datacenteroperatører i højere grad har fokus på energieffektivitet og bæredygtighed, hvor datacentrene skal være en del af den grønne omstilling”, siger Merima Dzanic, Head of Strategy & Operations fra Datacenter Industrien.
Disse tiltag og initiativer er med til at holde energiforbruget nede, trods vækst i markedsaktiviteten, hvor væksten forventes fremskrevet med næsten en fordobling frem mod 2026.
2022 har været et udfordrende år i den global datacenterbranche, og de kommende direktiver fra EU vil i større grad udfordre operatørerne på deres energiforbrug i Europa, hvilket kan komme Danmark til gode.
”Danmark er godt stillet i forhold til EU’s kommende energieffektiviseringsdirektiver, hvor vi blandt andet er foregangsland for brug af overskudsvarme samt udvikling af grønne tiltag. Vi forudser at investorerne kommer til Danmark i stigende grad på grund af de grønne løsninger, som vi kan være med til at fremme og udvikle her i landet”, siger Henrik Hansen, direktør for Datacenter Industrien.
Rapporten har kigget i den markedsdynamiske krystalkugle, og samlet en stribe tendenser i branchen, der kommer til at kendetegne 2023, herunder;
Overskudsvarme
Danmark er et foregangsland, når det kommer til genbrug af overskudsvarme fra datacentre, dette skyldes landets udviklede fjernvarmesystem. På nuværende tidspunkt leverer datacentre deres overskudsvarme til ca. 15,000 husstande, og 3 yderligere installationer kommer til at levere yderligere 7,000-10,000 i slutningen af 2024, når de kommer i drift. Man forventer at flere datacentre vil blive tilsluttet til fjernvarmesystemet i fremtiden. Dog er der fortsat tekniske og økonomiske udfordringer, der skal løses på tværs af sektorer, herunder fjernvarmesektoren, datacenterbranchen samt i de kommunale enheder, for at sikre fuld udnyttelse af det store potentiale indenfor overskudsvarme i Danmark.
Balancering af elnettet
Datacentrene vil i højere grad være en vigtig spiller, som kan være med til at balancere elnettet via dets nødstrømsløsninger. Danmark har et af de mest pålidelige elnetsystemer, og for at bibeholde denne pålidelighed, kan datacentrene hjælpe med at balancere elnettet og sikre stabiliteten når der for eksempel sker udsving i de grønne strømkilder.
Vandkøling vinder frem i datacentre
En kombination af den eskalerende energikrise i Europa og den stigende rackdensitet, skubber til interessen og efterspørgslen efter vandkølingsløsninger. Både immersion-cooling og direct-to-chip cooling, vinder frem i datacenterindustrien på globalt plan, som kan give en betydelig energibesparelse for operatørerne. På kort sigt forventes der en stigende grad af hybride kølesystemer, hvor mange operatører vil kombinere vandkøling med eksisterende traditionelle kølesystemer
For uddybning og yderligere kommentarer kontakt:
Head of Strategy & Operations for Datacenter Industrien, Merima Dzanic
mail: merima@datacenterindustrien.dk, mobil 20 15 50 21
Contact us
ADDRESS
Erik Ejegodsvej 16
8800 Viborg
Tel: +45 7825 5151
Info@datacenterindustrien.dk
Danish Data Center Industry | Udviklet af ejlskov.design