PRESSEMEDDELELSE
Flere hundrede tusinde husstande kan i fremtiden opvarmes med overskudsvarme fra datacentre, men Danmarks klimaminister siger nej tak til en omgang gratis, grøn fornuft. Det sker med direkte henvisning til, at det ikke vil forbedre vores – rent danske – CO2-regnskab at spare på grøn energi, og dermed er der ikke nogen grund til at effektivisere forbruget.
Den ret alternative logik fremgår af et svar fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til Ida Auken, formand for Folketingets udvalg på området. Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har stillet ministeren en række spørgsmål vedrørende udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre. Svaret fra klimaministeren er opsigtsvækkende: Det kan ikke betale sig at effektivisere – f.eks. ved at udnytte overskudsvarme fra vandkøling af servere – når energien kommer fra grøn strøm.
”Svaret er helt sort, og det er svært at tro, det kommer fra klimaministeren i et land, der ser sig selv som en grøn frontløber. Det samme argument kan jo overføres til alt, hvad vi bruger energi på i vores samfund. Ifølge den logik kan alle bare lade lyset brænde og maskinerne køre uden tanke på energiforbrug – bare det er grøn strøm,” siger Thomas Volder, formand for Datacenter Industrien.
”Men vi skal selvfølgelig ikke bruge mere energi end højst nødvendigt, og på datacentrene arbejder operatørerne hver eneste dag på at reducere forbruget. De vil desuden gerne have lov at forære overskudsvarmen væk til fjernvarmenettet, men det vil regeringen også spænde ben for med sine nye afgiftsregler på området. Der mangler simpelthen noget sund, grøn fornuft hos de embedsfolk,
der lokker klimaministeren ud i sådan en sort logik,” påpeger Thomas Volder.
”Det virker underligt uambitiøst kun at kigge snævert på det rent danske CO2-regnskab. Vi har jo også et stort potentiale i green tech eksport af f.eks. danske løsninger indenfor køling og udnyttelse af overskudsvarme. Her kan vi udvikle det klimaneutrale datacenter og få et nyt eksporteventyr.”
Professor ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, Henrik Lund, kan ifølge en artikel
i Ingeniøren heller ikke se nogen mening i ministerens svar
”Argumentet er, at det er unødvendigt med energieffektiviseringer i form af vandkøling, fordi vi har 100 pct. vedvarende energi på den lange bane, men det kan man jo bruge om alt. Så skal vi heller ikke isolere husene, udnytte spildvarmen fra industrien, bygge solvarme eller bygge vindmøller.
Det er der ingen grund til, for vi har jo alligevel 100 pct. vedvarende energi”, siger Henrik Lund.
Flere oplysninger på datacenterindustrien.dk og på efterfølgende faktaark
For uddybning og yderligere kommentarer kontakt:
Formand for Datacenter Industrien, Thomas Volder, mobil 29 60 60 04
Direktør i sekretariatet for Datacenter Industrien, Henrik Hansen, mobil 40 13 44 74
Kommunikationsrådgiver for Datacenter Industrien, Kurt Henriksen, mobil 40 54 21 33
Fakta om Datacenter Industrien
Fakta om svaret fra klimaministeren
Contact us
ADDRESS
Erik Ejegodsvej 16
8800 Viborg
Tel: +45 7825 5151
Info@datacenterindustrien.dk
Danish Data Center Industry | Udviklet af ejlskov.design