Esbjerg og Varde-området er godt på vej til at vokse ind i rollen som et nyt digitalt hub på Vestkysten, og der arbejdes målrettet med at udnytte og videreudvikle de stærke muligheder i området.
Det stod klart under Datacenter Industriens netværksmøde i Esbjerg 13. september, hvor bl.a. Business Esbjerg, Varde Kommune og Energinet satte fokus på væksten i Nordens nye digitale hub.
"Vi checker alle bokse i investorernes behov og har fokus på at udbygge den stærke digitale infrastruktur her i området – faktisk den stærkeste i Europa," lød lovprisningen fra Michael Kirk Simonsen, erhvervskonsulent med ansvar for området hos Business Esbjerg.
"Mange investorer har sagt, at vi burde have gjort det i går – men vi startede faktisk også i går," lød det med et glimt i øjet, da han fortalte om arbejdet med at servicere den store interesse.
"Vi arbejder med one-stop shopping hos én central medarbejder, og vi skal sørge for, at investorerne har nem adgang til alle beslutningstagere, så de i princippet kan have en plan klar, når de forlader lokalet."
Vestkysten er begunstiget af stærke, internationale fiberforbindelser, hvor bl.a. en række oversøiske internetkabler går i land nær Esbjerg og Varde. Samtidig har området nærhed til masser af grøn strøm og stærke strømforbindelser, der bliver endnu bedre i fremtiden.
"Da vi startede vores arbejde med det her, snakkede vi om et strømoverskud, og i fremtiden bliver situationen endnu bedre med bl.a. de kommende energiøer," fortalte udviklingschef Jørgen Nielbæk, Varde Kommune, der har målrettet sit arbejde med Varde Data Parks.
Her kan man helliget en speciel hjemmeside til præsentation af området og info om bl.a. de sites, der p.t. er udlagt til nye projekter.
"Vi startede med et område på 37 hektar, som er solgt nu, og vi taler om co-location centre tæt på Varde by, der er på samme fjernvarmenet som Esbjerg," forklarede Jørgen Nielbæk.
"Derudover har vi identificeret 800 hektar velplaceret område, som er fladt, tørt, tæt på fiberforbindelser og lige ved de kommende nye højspændingskabler i VikingLink."
I Esbjerg er status ligeledes, at der er stor interesse – også udover den kæmpe grund, Meta har købt lige ved motorvejen, dog fortsat uden officiel udmelding om bygning af et hyperscale datacenter. Syd for dette område er der reserveret plads til to meget store PtX-projekter, men Esbjerg har meget mere på hylderne.
"Vi er næsten klar med et nyt område på 110 hektar lige nord for Meta-grunden, og på lidt længere sigt et tilsvarende område lidt længere ude ved Korskroen," oplyser Michael Kirk Simonsen.
Dette område er også angivet til 110 hektar i præsentationerne og udmærker sig på samme måde ved at ligge lige opad motorvejen og tæt på Esbjerg Lufthavn.
Så pladsen, plangrundlaget og fiberforbindelserne er der styr på. Men hvad med strømforsyningen?
Det gav energiingeniør Maria Broe fra Elnetplanlægning hos Energinet en status på:
"Den nye 400 KV linje fra Holstebro til den tyske grænse (som passerer gennem området, red.) vil stå klar omkring 2026, og en ny transformerstation nord for Esbjerg vil kunne understøtte nye datacentre i området. Og vi gør alt, hvad vi kan, for at fremskynde processen med nettilslutning, så vi kan koble nye projekter hurtigere på. Nogle gange forsinkes vi af myndighedsbehandling, men vi arbejder på et bedre samarbejde med f.eks. Miljøstyrelsen," forsikrede Maria Broe.
Hun kunne også fortælle, at der er grøde i den politiske vilje til at sætte mere fart på – både i arbejdet med at forstærke elnettet generelt og i at komme mere på forkant med udviklingen mod flere store strømforbrugere.
"Vi ser nu et ændret politisk fokus i retning af at speede processen mere op med udvikling af nettet. F.eks. kigger vi på, om bl.a. Varde Kommunes køb af grunde til nye datacentre er nok til at starte udvikling af nettet til den lokation? Hvis vi skal afvente, at man er langt henne i processen, har vi allerede tabt noget tid, så måske kan vi forberede nogle ting på forhånd," fortalte Maria Broe om overvejelserne hos Energinet.
Det er også et fokuspunkt hos Varde Kommune, der ser bedre strømkapacitet som en 'power highway': Når først den er der, skal investorerne nok komme, så man kan overvinde høne-æg problematikken, lyder argumentet.
En del af den generelle problemstilling er at matche ny grøn strøm og elnettets fremtidige kapacitet med placeringen af de nye, tunge strømkunder.
"I Varde- og Esbjerg-området skal vi bl.a. planlægge for både datacentre og store PtX-projekter, og generelt placeres produktionen jo som regel i områder med lavt elforbrug. En undtagelse er dog PtX-projekter, som ofte placeres tæt på produktionen," påpegede Maria Broe, som måtte glide af på et spørgsmål om, hvorvidt forbrugerne og branchen skal være nervøse for elforsyningen til vinter i den aktuelle energikrise.
"Den generelle melding er, at vi er opmærksomme på risikoen for strømmangel, og vi planlægger efter det – jeg kan ikke rigtigt komme det nærmere her."
En konkret case på udviklingen i området er Bulk Infrastructure, der har etableret sig med et co-lo center i Esbjerg, og roser kommunen og Business Esbjerg for effektivt arbejde.
"Business Esbjerg talte om grundsalg tidligere – lad mig sige det sådan, at vi er blandt dem, der sikrer os plads til fremtidens vækst. Vi har brug for både plads og strøm og fokuserer meget på lokation. Det er jo ligesom på ejendomsmarkedet – beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Der er mulighed for at skabe et meget stort økosystem i Esbjerg som pendant til dét, der bl.a. foregår i København, og vi ser en stor trend hos store selskaber, der kigger efter virksomheder som vores," lød det fra Kristian Kofoed-Solheim, Nordic Sales Director hos Bulk.
"Esbjerg har ikke altid været en digital hub, men det har ændret sig – vi skal bare have endnu flere interesseret nu. Her er masser af internationale fiberforbindelser, så vi har massive motorveje i en perfekt kombination. Vi investerer selv kraftigt i infrastruktur, for det kommer jo ikke af sig selv. Idag er co-los primært centreret omkring København, men vi ser en ændring fremover. Og vi vil alle få udbytte af mere og mere datatrafik ind til Esbjerg-området."
Bulk-direktøren pegede også på, at det er vigtigt at bruge strømmen, hvor den produceres. Desuden kalder de store mængder af overskudsvarme i fremtiden også på nytænkning.
"Fjernvarmen kan ikke aftage det hele, så vi har brug for alternative projekter – i Norge har vi f.eks. tørring af træ. Og i forhold til at sikre strømkapaciteten er der så lang lead time, at vi skal i gang – vi ser jo allerede 'energiflygtninge' i andre dele af Europa," påpegede Kristian Kofoed-Solheim.
Han blev også spurgt, hvad der skal til for at gøre Esbjerg-Varde området til et globalt datahub?
"Opmærksomhed – det tager tid at udvikle folks mindset. Det gælder f.eks. i en overvejelse om, hvorvidt data fra Afrika kan blive processet og lagret i Danmark? Awareness, mindset og tid skal der til," lød svaret.
Inden netværksmødet sluttede med en round table diskussion, fik salen en præsentation fra Henrik Blicher fra det lokale Din Forsyning, der dækker både Varde og Esbjerg. Selskabet arbejder i sin nye varmeplan med spændende ambitioner om bl.a. at tilbyde et kølesystem til datacentre, hvor varmen udnyttes til fjernvarme eller alternativt bortkøles med havvand.
"Vi har ikke helt lov til at lave det endnu i forhold til reguleringen på området. Men vi ser overskudsvarme som en handelsvare i fremtiden – selv med de mange store PtX-projekter – og vi ser en interesse hos datacentre for vores køleløsninger," fortalte Henrik Blicher.
Contact us
ADDRESS
Erik Ejegodsvej 16
8800 Viborg
Tel: +45 7825 5151
Info@datacenterindustrien.dk
Danish Data Center Industry | Udviklet af ejlskov.design