Datacentre holder gang i arbejde og uddannelse under nedlukning

Et år efter den første store nedlukning har Danmark vist sine styrker som digitaliseret samfund. Coronakrisen har kostet dyrt på mange områder, men vores gode digitale infrastruktur med stærke netforbindelser og velfungerende datacentre har givet et vigtigt bidrag til at begrænse skaderne.

Udviklingen i datamængder viser samtidig, at vi nu for alvor har taget teknologien til os. Det gælder f.eks. højere læreanstalter, hvor tal fra Nordunet, ejet af de nordiske forskningsnet, viser mere end en fire-dobling af datamængderne i januar i forhold til den første nedlukning sidste år i marts.

“Sidste forår så vi omkring en 100-dobling af trafikken til vores Zoom-møder efter første nedlukning. Jeg tænkte, at det stikker vi aldrig,” fortæller Martin Bech, chef for Forskningsnettet hos DeiC
– Danish e-infrastructure Cooperation, der koordinerer den nationale infrastruktur for forskning.

“Men den voldsomme trafik kunne vi gange med mere end 1,5 i efteråret, og det samme igen her i januar. Da universiteternes forårssemestre startede i februar, blev det endnu vildere og alle forelæsninger kører nu online. Nu producerer vi mere end 41 års mødeminutter hvert eneste døgn – bare for de danske brugere – og på nordisk niveau kører vi ca. 300.000 brugere samtidig.”

De færreste tænker over, hvad der egentlig foregår bag kulisserne og skærmen, når vi logger ind til f.eks. et virtuelt møde. Men de meget store mængder data fra videomøder behandles på datacentre, som ‘producerer’ de digitale løsninger, der holder arbejde og uddannelse i gang.

“Hos os kører vi noget af trafikken på vores eget datacenter i Lyngby, men vi bruger også de fleste kommercielle datacentre i hele landet hos udbydere som bl.a. GlobalConnect, Interxion og Fuzion,” oplyser Martin Bech.

Tallene fra læreanstalter afspejler udviklingen generelt, forklarer Martin Bech, der også er direktør for DIX, Danish Internet Exchange Point, som udveksler trafik mellem danske udbydere af internet. Og de store omvæltninger under coronakrisen har været en skarp eksamen for datacentrene.

“Vi så sidste forår, hvordan en meget stor del af befolkningen flyttede arbejdspladsen hjem til boligen – bogstaveligt talt ‘over night’. Det betød jo en kæmpestor stigning og omlægning i datatrafikken, ikke mindst på grund af de mange videomøder, og udviklingen har siden taget endnu mere fart.
Men de danske datacentre har vist sin styrke i den situation,” siger Thomas Volder, formand for brancheforeningen Datacenter Industrien.

“Her har Danmark en stor fordel af sin digitalisering for både uddannelse og arbejde. På det sociale plan skal vi jo heller ikke glemme værdien af f.eks. videochat med isolerede familiemedlemmer eller streaming af underholdning og kulturoplevelser, der også gøres muligt af effektive datacentre.”F

For uddybning og yderligere kommentarer kontakt:

Chef for Forskningsnettet hos DeiC, Martin Bech, mobil 21 76 06 25

Formand for Datacenter Industrien, Thomas Volder, mobil 29 60 60 04