PRESSEMEDDELELSE
Danmark står i den nærmeste fremtid med gode muligheder for at udvikle en helt ny vækstindustri med tusindvis af varige arbejdspladser i forbindelse med nye datacentre. Men en af de vigtige forudsætninger er sund fornuft og en politisk løsning for de store mængder af overskudsvarme, der kommer fra et datacenter.
I dag er reglerne desværre skruet sådan sammen, at det ikke er økonomisk bæredygtigt at lade overskudsvarmen komme samfundet til gavn på grund af høje afgifter. Det strider mod både de oprindelige intentioner i loven og almindelig sund fornuft. I dag præsenteres paradokset under konferencen ’Energi på Toppen’, som arrangeres af Dansk Fjernvarme og denne gang har datacentre som tema.
”Vi står med en masse overskudsvarme, som vi sågar er parate til at forære væk – det er bare ikke økonomisk bæredygtigt på grund af afgiftssystemet,” siger adm. direktør Christian Holm Christensen fra GlobalConnect, der driver Danmarks største datacenter.
Overskudsvarmen fra de mange servere kunne ellers opvarme mindst 600 parcelhuse, men på grund af afgifterne kan det bedre betale sig at lukke varmen lige ud i luften.
”Som reglerne er nu, er der ingen motivation for at udnytte varmen. Vi er jo ikke ude på at udnytte nogen regler eller slippe for skat – vi vil bare gerne udnytte varmen uden ekstra udgifter for os,” påpeger Christian Holm Christensen.
Problemet er blevet endnu mere aktuelt i takt med, at flere og flere udenlandske investorer regner på muligheden for at etablere nye datacentre i Danmark i skarp konkurrence med vores nabolande.
”Vi vil meget gerne i dialog med politikerne om en fornuftig løsning herhjemme. Der er både vækst og mange nye arbejdspladser på spil for Danmark,” siger formand for den nye brancheforening Datacenter Industrien, Sales & Marketing Director Thomas Volder fra Coromatic A/S.
”De nuværende afgiftsregler er lavet i en tid, hvor kæmpestore datacentre slet ikke var inde i billedet. Det er på høje tid at få moderniseret loven, så vi kan gribe mulighederne for en helt ny og miljøvenlig vækstindustri, hvor vi sikrer genbrug af energien i vores unikke danske fjernvarmesystem.”
Hos konferencens værter fra Dansk Fjernvarme arbejder man for en generelt bedre udnyttelse af overskudsvarme. Og her ser man paradokset for datacentre som et symptom på hele problemet.
”De store datacentre kommer til at producere overskudsvarme til mere end 35.000 danske husstande. Skatter og afgifter spænder ben for den sunde fornuft, og derfor håber jeg også, at politikerne kan blive enige om at lave reglerne om, sådan at vi kan komme til at bruge den billige og miljøvenlige varme,” siger direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme.
Datacenter Industrien vurderer, at nye danske datacentre rummer potentiale for en helt ny industri, der tåler sammenligning med vindmøllebranchen og kan skabe tusinder af varige nye job. Og det er vel at mærke forsigtigt sat for de direkte og indirekte effekter af en helt ny dansk vækstindustri.
En analyse fra Boston Consulting Group for udviklingen i Sverige viste sidste år et potentiale på 27.000 nye job via svenske datacentre.
Den nye brancheforening Datacenter Industrien har som formål at forløse det store potentiale for Danmark, bl.a. ved at arbejde for bedre rammevilkår i den skarpe internationale konkurrence.
Flere fakta nedenfor
Adm. direktør for GlobalConnect, Christian Holm Christensen
og medlem af bestyrelsen for Datacenter Industrien
Mobil 25 50 72 06, mail: christianh@globalconnect.dk
Formand for Datacenter Industrien, Thomas Volder
Sales & Marketing Director, Coromatic A/S
Mobil 29 60 60 04, mail: thomas.volder@coromatic.dk
Direktør for Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen
Mobil 40 21 22 20, mail: kmo@danskfjernvarme.dk
Direktør i sekretariatet for Datacenter Industrien, Henrik Hansen
Erhvervsdirektør i VIBORGegnens Erhvervsråd
Mobil 40 13 44 74, mail: hhansen@ver.dk
Kommunikationsansvarlig for Datacenter Industrien, Kurt Henriksen
Kommunikationsrådgiver, VestKom PR
Mobil 40 54 21 33, mail: kh@vestkom.dk
Contact us
ADDRESS
Erik Ejegodsvej 16
8800 Viborg
Tel: +45 7825 5151
Info@datacenterindustrien.dk
Danish Data Center Industry | Udviklet af ejlskov.design