FULD GAS IGEN EFTER CORONATIDEN MED MANGE NYE AKTIVITETER I 2022

Kurt Henriksen • Mar 18, 2022

Share

Fuld gas igen efter coronatiden med mange nye aktiviteter


Datacenter Industrien går ind i sit sjette år siden stiftelsen med et stærkt 2022-program, der blev præsenteret på generalforsamlingen i Foulum ved Viborg den 8. marts.


Efter et 2021 præget af corona og en række arrangementer, der ikke kunne gennemføres med fysisk fremmøde, ser brancheforeningen nu frem til at komme stærkt igen på eventsiden.


“Trods pandemien fik vi gennemført en masse webinarer sidste år, og her i 2022 bliver det meget mere. Højdepunktet bliver vores Data Centers Denmark-event til maj, hvor vi regner med at samle flere hundrede mennesker,” fortalte Datacenter Industriens formand Thomas Volder i sin beretning.

“Generelt prøver vi at lave vores events cost neutrale, så vi ikke tjener på det som forening, men giver noget værdi til medlemmerne. Samtidig er vi i stand til at tiltrække nogle meget attraktive indlægsholdere på højt niveau – netop fordi vi er en brancheforening og ikke en kommerciel aktør. Her mener vi at fundet vores naturlige plads på markedet, og vores arbejde skal selvfølgelig altid afspejle medlemmernes ønsker og behov.”


Formanden kunne også konstatere, at foreningen her ved sin fem års fødselsdag kan fejre, at man har opbygget en stærk position i sin korte levetid.

“Vi er meget bedre positioneret nu til at arbejde for branchen – også i forhold til at bidrage til udvikling og udnyttelse af eksportpotentialet,” konstaterede Thomas Volder.


Direktør Henrik Hansen præsenterede regnskabet for 2021, der blev godkendt uden kommentarer.


“Som man kan se, er det lykkedes os at forbedre resultatet med mere end 100 pct.,” lød det med et glimt i øjet, eftersom regnskabet er præget af de små tals lov med et overskud på 92.000 kr. i 2021.


“Foreningen er jo ikke sat i verden for at tjene penge, men det er dog vigtigt at have balance i regnskabet, for vi har jo ikke den store egenkapital at tære på,” påpegede Henrik Hansen.


Under punktet ‘Eventuelt’ fik de omkring 40 fremmødte lejlighed til at give input til nogle af de sager, som Datacenter Industrien løbende forholder sig til, så sekretariatet kunne få en pejling på medlemmernes forskellige holdninger.


Efter den formelle del af generalforsamlingen blev der orienteret om status for de tre arbejdsgrupper, der p.t. er nedsat: Skills, Energy & Sustainability samt Strategic Positioning & Public Affairs.


“Arbejdsgruppernes møder er åbne for alle, så tag endelig del i opgaverne,” lød opfordringen fra Henrik Hansen.


Dagens møde blev afrundet med en præsentation af et andet højdepunkt for foreningens arbejde, nemlig den årlige markedsrapport. COO Merima Dzanic gav en overordnet gennemgang af den dugfriske rapport “Danish Data Center Market 2022”, der er lige på trapperne.


Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Sales Manager Arnth Nielsen, Datacenter Gruppen og Associate Project Director Rasmus Brandt, COWI som næstformænd, mens Thomas Volder fortsætter på formandsposten.


Bestyrelsen konstituerede sig med Arnth Nielsen (t.v.) og Rasmus Brandt (t.h.) som næstformænd.



Back to news

Contact us

Merima Dzanic

Head of Strategy & Operations

Kurt Henriksen

Advisor, Communications and Public Relations

Christine Kjær Jacobsen

Marketing & Communication Manager

Share by: