Energi og klima i centrum på årets sidste netværksmøde

Kurt Henriksen • Dec 14, 2018

Share

Hele 80 deltagere havde meldt sig til arrangementet hos MT Højgaard i Søborg ved København, og det blev en energisk dag for både oplæg, netværk og indhold af debatten.

Dagens vært, Strategy and Business Development Director John Sommer fra MT Højgaard fortalte i sin indledning om koncernens tilgang til det nye markedsområde for datacentre.

“Gennem 100 år har vi været vant til at bygge til både boliger og erhverv, så det er naturligt for os at interessere os for datacentre. Vi ser allerede de store internationale selskaber investere i Norden, som er vores baghave, og det er ikke en engangsfest, men et marked, som vil blive ved med at udvikle sig,” påpegede John Sommer.

“Derfor ønsker vi at blive den foretrukne partner på området – ikke bare indenfor hyperscale, men også på co-location datacentre.”

MT Højgaard-direktøren pegede også på, at nogle af koncernens datterselskaber i sig selv ville være blandt landets allerstørste indenfor f.eks. byggeri og installation, hvis de var selvstændige virksomheder.

Ud fra koncernens erfaring på området kunne hans kollega desuden fortælle, at byggeri af datacentre, stiller nogle helt særlige krav.

“Safety kravene er f.eks. meget lignende dem, vi ser i offshore industrien. Det kræver også internationale kompetencer, og selvom vi har 100 års erfaring fra fem kontinenter med store projekter – bl.a. energianlæg – kan vi stadig lære,” fortalte Bo W. Jørgensen, Director for MT Højgaards afdeling for Special Projects.

Det stærke fokus på safety stiller store krav, men der er også stort potentiale i at udvikle sig i på området.

“Vi har meget samarbejde med selskaber i f.eks. Irland og England og især de irske har det nærmest i deres DNA. De har levet og trænet i det gennem mange år, og vi er nødt til at tage det ind også. Men vi lærer, og vi er nødt til at indrømme, at vi skal være endnu bedre, så vi er åbne for at udvikle os,” understregede John Sommer

“Der er store muligheder, men det kræver indsats, beslutsomhed og samarbejde. Vi kan ikke gøre det her alene hos MT Højgaard – muligheder og udfordringer håndteres bedst i et stærkt netværk, så vi sammen kan øge datacenter-investeringerne i Danmark,” understregede John Sommer.

Han pegede også på to andre specielle faktorer ved at bygge datacentre.

“Når vi ellers får en stor kontrakt, er kunden interesseret i mest mulig opmærksomhed –med datacenterinvestorer er det lige omvendt. Og så er det jo produktionsfaciliteter og ikke domiciler – de ønsker hurtigere return on investment, så de vil gerne have bygget rigtig hurtigt!”

 

Næste oplæg kom fra COWI, som præsenterede en ny markedsrapport om potentialet på det nordiske marked for datacentre.

“Det er sket en markant udvikling på området med en masse aktivitet den seneste tid. De sidste 18 måneder alene er der investeret 2,2 mia euro i Norden,” fortalte Jakob Dybdal Christensen, Chief Market Manager hos COWI, der også blev spurgt om en vurdering for de kommende år.

“Det er svært at sige, for her kommer en række forbehold ind i billedet. Men på basis af nordisk samarbejde – og fremskrevet med bl.a. udviklingen i dataforbrug – kan den årlige investering være 4 mia euro de næste fem-syv år. Men det er faktisk et konservativt skøn, så det kan sagtens ende højere,” lød vurderingen.

Hans kollega hos COWI, Market Director Joakim Petersen, der også er bestyrelsesmedlem i Datacenter Industrien, kunne fra salen supplere med en vurdering af det nordiske væksttempo.

“Som det ser ud nu, er det min vurdering, at vi vokser hurtigere i Norden end f.eks. Benelux. Overordnet vokser Asien og Europa stærkt, mens USA går ned i tempo – her har man omkring 50 pct. af det globale workload ( for datacentre, red.) nu og vil formentlig have en mindre andel i fremtiden. P.t. er Sverige og Danmark stedet at være for investorer,” fastslog Joakim Petersen.

I det følgende oplæg fortalte ICT Engineer Elias Edo Dube fra FN om organisationens alternative tilgang til et lille lokalt datacenter i en meget robust udgave. FN bruger løsningen The OneICTbox – One Information and Communication Technology Box. Det er en lille alt-i-én-boks på størrelse med en flyttekasse, der kan fungere som  datacenter for op til 1.000 brugere.

“Vi møder mange forskellige udfordringer i udviklingslande med f.eks. ustabil elforsyning, ustabil sikkerhed og generatorer som eneste strømkilde. Der er mange ting, vi skal tage forbehold for i driften af vores datacentre, så derfor har vi udviklet dette modulsystem,” fortalte Elias Edo Dube.

Målt i forhold til FNs traditionelle løsninger ude i felten giver boksen en stor besparelse i både strømforbrug og pladsbehov.

“Vi reducerer ikke kun vores eget CO2 aftryk, men kan forhåbentlig også inspirere andre – nu bruges den af 20000 brugere på 200 lokationer i 156 lande.”

Dermed var bolden givet videre til paneldiskussion, hvor klimaaftryk også blev et væsentligt emne.

“Vi har været involveret i datacenterbyggeri i 20 år – nu leverer vi globalt, og vores fokus er at få designet til at møde klimaudfordringerne. Omkring 10 pct. af hele verdens energiforbrug i en nær fremtid vil blive brugt af datacentre, og derfor er det vigtigt for vores omdømme, at vi energieffektive og bæredygtige,” påpegede David Delaney.

Han er Business Development Director for Data Centers hos irske Exyte Group (det tidligere M+W Group) og involveret i byggeriet af flere hyperscale centre, bl.a. i Danmark.

“CSR-politik og klimaaftryk er nøgleemner nu. I Danmark bruges energien meget effektivt – og her er også mulighed for udnyttelse af overskudsvarme – men styrkerne indenfor f.eks. dansk engineering er oplagte,” fremhævede David Delaney.

“Generelt har datacentre et stort klimaaftryk, så det er noget, den danske industri bør have fokus på og være opmærksomme på, at her er både et ansvar og nogle muligheder. Fra dag ét i Danmark har vi sagt, at vi ønsker at styrke forsyningskæden her. Men vi har f.eks. kun fået tilbagemeldinger på omkring halvdelen af de telefonopkald til leverandører, vi lavede i starten,” lød det med en lille stikpille til de danske underleverandører.

“Men der har været undtagelser, og mange af dem er til stede her i lokalet i dag,” fortsatte David Delaney.

I John Sommers optik ligger det lige til højrebenet, at Danmark kan gribe udviklingen og vise vejen mod mere bæredygtige datacentre.

“For mig er det oplagt, at den ideale løsning er et datacenter placeret mellem vindmøller og fjernvarmesystemet – det er så oplagt for samfundet. Men kunden kan ikke løse problemet, det kan entreprenøren eller kommunen heller ikke – det kan landet som helhed. Og så kan vi eksportere det til hele verden, for hele verden står med det samme udfordring,” lød den kraftige opfordring fra MT Højgaard-direktøren.

Han blev spurgt fra salen, hvordan vi sikrer backup af strømforsyningen fra vindmøller og solceller?

“Jo flere internationale strømforbindelser, desto mindre bliver vi afhængige af regionale vejrforhold. Så kan vi bruge en langt højere andel af grøn energi i systemet. Men i de måske næste 20 år får vi nok brug for nogle af de traditionelle energikilder som backup,” sagde John Sommer.

Han blev også spurgt fra salen, om der er grund til bekymring over datacentrenes ekspansion i Danmark?

“Vores primære bekymring bør være, om vi som samfund får nok ud af potentialet? Står vi med åbne arme og er klar til at investere dét, der skal til – f. eks. i form af uddannelse?
Det kan være en langsigtet investering – og det tager måske fire-fem år at opbygge de her kompetencer,” sagde John Sommer.

Han pegede også på, at danske ingeniører gennem historien har udført projekter over hele verden. De internationale erfaringer og kompetencer bør også kunne udnyttes i den globale vækst for datacentre.

“En meget stor del af de afrikanske veje er f.eks. bygget af danske ingeniører – vi er vant til at arbejde med byggeri i hele verden, så det er jo ikke noget fremmed for os.”

By Merima Dzanic 20 Dec, 2018
DigiPlex, a Nordic data centre colocation provider, has recently joined the Danish Data Center Industry (DD)) to share knowledge, participate to the expansion of the digital economy in the Denmark, and further their reach into the regional data center market. Denmark was an obvious target for DigiPlex. The Nordic data centre company has a strong […]

Back to news

Contact us

Merima Dzanic

Head of Strategy & Operations

Kurt Henriksen

Advisor, Communications and Public Relations

Christine Kjær Jacobsen

Marketing & Communication Manager

Share by: