Overblikket fejlede absolut ikke noget, da Danfoss var vært for Datacenter Industriens medlemsmøde 10. september. Fra 11. sal i koncernens imponerende hovedsæde i Nordborg på Als var der en imponerende udsigt til både det store campus og til en række konkrete bud i dagens løb på fremtidens klimavenlige datacenter.
"Næsten alt, hvad I kan se herfra, tilhører Danfoss – dog ikke kirken derovre, men her ligger Danfoss-stifteren til gengæld begravet. Han skulle i øvrigt ligge med ansigtet vendt mod Danfoss, så han stadig kan holde øje med virksomheden," fortalte dagens vært, Director Jakob Jul Jensen, Data Center Business Development hos Danfoss i sin velkomst.
Netværksmødet bød bl.a. på en gennemgang af Danfoss' digitale transformation og et besøg på koncernens datacenter. Begge dele matcher meget godt den aktuelle situation for industrien, hvor der er nogle meget interessante udviklingstrends i spil.
"AI tager meget af vores opmærksomhed lige nu, og vi er bl.a. i tæt dialog med Energinet og Energistyrelsen, for der er en række emner, vi skal forholde os til," lød det i en statusmelding fra direktør Henrik Hansen, Datacenter Industrien.
"Der sker mange ting lige nu – bl.a. i forhold til ledig kapacitet i elnettet versus det faktiske behov. Her er mange ting at få styr på, så alle aktører er klar til den store roll -out indenfor AI."
For Danfoss er mantraet at blive den foretrukne partner til at nedbringe kundernes CO2-aftryk. Det er et fokusområde for den kæmpestore koncern, der blev stiftet i 1933 i Nordborg og nu er til stede med flere end 100 produktionssteder i mere end 100 lande og over 41.000 medarbejdere. "Grøn omstilling er vores business, og vi mener, Danfoss er en vigtig nøgle til løsningen – også når det gælder datacentre. Vi vil være nr. 1 eller 2 på alle vores forretningsområder, for ellers mener vi, det er bedre at lade være," lød meldingen fra Vice President Kasper Sckerl, Head of IT Operations & Platforms hos Danfoss.
Klimadagsordenen er også helt bogstaveligt rykket tæt på koncernens eget datacenter i Nordborg. Her kunne man forudse, at den daværende lokation kunne komme i risiko for oversvømmelse ved skybrud, så i februar 2019 tog man første spadestik til et nyt, klimavenligt datacenter. Eller rettere to for af hensyn til driftssikkerheden tog man samtidig fat på at bygge et identisk 2nd Node center 40 km væk.
"Alt er redundant forbundet i et 'Zero Outage Design'. Over de seneste 12 måneder, har vi ikke haft et eneste sekunds nedetid," oplyste Kasper Sckerl, hvis team samtidig benyttede lejligheden med et nybyggeri til at tage en række nye grønne skridt.
"For os er det vigtigt at tage vores egen medicin, og vi har en tre-trins strategi for at blive helt CO2-neutral – reduce, reuse and replace. Det campus, I sidder i nu, er allerede CO2-neutralt, og på datacentret anvender vi bl.a. maskinlæring til at minimere krafttab i transformation af strøm og bruger Danfoss' egen oliefri kølekompressor, som er 50 pct. mere effektive end de traditionelle," fortalte han.
Udnyttelse af overskudsvarme er også en integreret del af de nye datacentre, og det ventes i år at levere 25 pct. af hele varmebehovet i det enorme Nordborg campus. Faktisk var forventningen en lidt højere andel, men med brug af bl.a. præcis punktkøling med væske har datacentret vist sig endnu mere energieffektivt end ventet, så der dermed opstår mindre overskudsvarme.
Efter oplægget fik deltagerne i netværksmødet lejlighed til et site visit i det strålende sensommervejr. Datacentret er opbygget i containerdesign bag et hegn, men altså uden en egentlig bygning rundt om containerne. Den beslutning har været en overvejelse af bl.a. fordelen ved ekstra sikkerhed i en lukket bygning vejet op imod fleksibiliteten i nemt og hurtigt redesign i fremtiden ved simpelthen at udskifte en eller flere containere.
Designet er samtidig modulært med 250 MW kapacitet i én container fra starten, og det blev i Fase 2 udvidet til 500 KW i 2022. Fase 3 og 4 er forberedt til en samlet kapacitet på henholdsvis 750 MW og 1 GW, mens Danfoss som nævnt driver et helt identisk setup på en anden lokation 40 km væk.
I en bygning ved siden af selve datacentret findes varmevekslere og varmepumper til udnyttelse af overskudsvarmen i det 24 grader varme kølevand. Det køles til 19 grader, inden det sendes retur, og der er monteret chillers ved datacentret som backup køling.
Varmepumperne løfter temperaturen i vandet til 63 grader, så det kan bruges til opvarmning. Systemet kan kobles på det offentlige fjernvarmenet, men kører p.t. i lukket kredsløb med Danfoss' eget lokale fjernvarmesystem i campus, som rigeligt kan aftage varmen.
På den grønne side har Danfoss desuden investeret i en ejerandel af Horns Rev havmølleparkerne, og koncernen har sin egen 2 MW solcellepark lige ved siden af campus i Nordborg. Her arbejdes der på etablering af et batterilager, så strømmen kan lagres og udjævne udsving.
Tilbage i tørvejr fortalte endnu en Danfoss-direktør – i sin egenskab af bestyrelsesformand for Net Zero Innovation Hub – om status på arbejdet i den nyetablerede paneuropæiske organisation.
"Vi vil lave innovation i samarbejde – vi kan ikke gøre det alene, og derfor er vi en hub, som skal gøre forskellen via partnerskaber," fortalte formanden, Dietmar Baro, Vice President, Systems & Technology, Danfoss.
"Det kan virke mærkeligt, at vi har konkurrenter som Google og Microsoft som stiftere og arbejder sammen med f.eks. Apple. Men de ser sig ikke som konkurrenter i dét her," fastslog han.
"Vi kigger efter nye ideer i samarbejde med både industrien, universiteter og andre, så vi bringer en række forskellige kompetencer sammen og dækker alle områder. Vi vil også engagere regeringer og andre institutioner for at opbygge et blueprint, som kan bruges andre steder, ligesom vi ser på forskellige former for funding," oplyste Dietmar Baro.
I første omgang fokuserer Net Zero Innovation Hub på tre initiativer: Udnyttelse af overskudsvarme, CO2-fri energi til datacentre – også i backup strøm – samt reduktion af CO2 i byggematerialer.
"Vi er startet med disse tre projekter, for vi har jo været et meget lille team fra start. Vi har tonsvis af ideer, men vi vil også have noget gennemført. Jeg er gift og har børn, og hvis jeg vil please dem alle, får vi aldrig noget gennemført – og så bliver de allesammen sure," lød det med et glimt i øjet fra Dietmar Baro.
Han forsikrede, at der arbejdes på mange forskellige ideer og muligheder på lidt længere sigt, og roste samtidig aktørerne i branchen for rigtigt mange henvendelser med input og forslag.
Dagens sidste indslag var en paneldebat med ét enkelt, men samtidig meget kompliceret spørgsmål til industrien: Er vi klar til AI?
"Fra co-lo siden er vi klar – og ikke klar," lød det prompte svar fra Sales Director Anders Hansen, Stack Infrastructure med henvisning til behovet for meget højere energidensitet.
"Densiteten per kvm er ikke engang tæt på, hvad AI bruger i dag – selv i få år gamle datacentre. Hvis vi vil bruge power, må vi også flytte varmen. Vi troede, at serverne nu kunne tage mere og mere varme, men det kan de ikke. Lad os se, hvad AI reelt bringer – men som co-lo operatør er vi udfordret af AI på kort sigt," fastslog Anders Hansen.
Regional Business Lead Denmark Rasmus Bisgaard fra NVIDIA pegede på, at Danmark generelt ikke er i front, når det gælder AI-investeringer. Tværtimod taber vi terræn i forhold til bl.a. de andre nordiske lande, og samme bekymring havde Dells repræsentant i panelet.
"Vi er lysår bagud og har været det de sidste to-tre år. Vi kunne have lukket hullet til Asien, men gjorde det ikke, fordi vi ikke har kapaciteten til bæredygtig AI-vækst i Danmark," lød vurderingen fra Senior Server Specialist Thue Stahl fra Dell.
"Der er brug for infrastruktur indenfor landets grænser, der kan beskytte IP-rettigheder – det er den fornemmelse, jeg får fra de kunder, jeg arbejder med på daglig basis. Kunderne er skeptiske og afventende."
Sikkerhedsbolden blev spillet videre fra Stacks side:"Der er mange store virksomheder, som gerne vil bruge AI, men de er bange for at gå i public cloud. Når man ser sikkerhedsbrister på daglig basis, så vil man bruge det i et miljø, man selv kontrollerer. Vi får mange forespørgsler om priser og så videre, men det store boom er ikke kommet, for der skal jo bl.a. bruges strøm. Der er få sites, der kan levere, hvad der skal til – det er også et issue her," lød det fra Anders Hansen.
Fra Schneider lød en påmindelse om, at kun få kunder reelt er i gang med AI – og kun få kender det reelle behov.
"Der tales om AI under ét, men AI er jo mange ting. Og held og lykke med at designe noget til et AI-behov, man reelt ikke kender," lød det fra Country Sales Director, Søren Schrøder fra Secure Power Division hos Schneider Electric. "Når Rasmus fra NVIDIA siger, at de er tre måneder forsinket med et projekt, så er det kun tre kunder, der bliver påvirket. Det er ikke 100 kunder, for det er stadig meget få aktører, der fører an i AI-udviklingen."
You can join the next DDI Networking meetup on 26 November here. This event will take place at Legrand in Copenhagen.
Contact us
ADDRESS
Erik Ejegodsvej 16
8800 Viborg
Tel: +45 7825 5151
Info@datacenterindustrien.dk
Danish Data Center Industry | Udviklet af ejlskov.design