Corona kunne ikke overskygge livligt medlemsmøde i Odense

Kurt Henriksen • Mar 16, 2020

Share

Agendaen rummede både generalforsamling og netværksmøde, og gensynet var hjerteligt 10. marts i Odense. Men corona-virus prægede selvfølgelig dagen, så håndtryk og kram var afløst af albuehilsener og brede grin midt i alvoren mellem de 60-70 deltagere. Datacenter Industrien markerede sin tre års fødselsdag med flot fremmøde efter omstændighederne og et særdeles interessant program for dagen.

Formand Thomas Volder fortalte i sin beretning på generalforsamlingen, at Datacenter Industrien nu kan mønstre over 75 medlemmer.

”Vi favner rigtig bredt indenfor medlemskategorier, og der er kommet en del flere operatører med, hvilket vi er superglade for. Vores ambition er at vokse i medlemstal for at nå endnu mere kritisk masse til at drive vores aktiviteter og levere endnu mere værdi for medlemmerne,” sagde Thomas Volder.

Han kunne se tilbage på en lang række aktiviteter i 2019 med flot og aktiv opbakning fra medlemmerne.

”Vores første årlige event i maj i UN City var en stor succes. Man skulle cleares dagen før, så deltagerantallet blev stoppet ved 280. Men der kunne være kommet endnu flere med, hvis der var mulighed for tilmelding på dagen,” fortalte formanden.

”Så husk at registrere jer i god tid i år – vi venter over 400 deltagere og det ser rigtig godt ud med et superstærkt program ligesom sidste år. Hvis det skulle blive nødvendigt med udsættelse på grund af corona, får I selvfølgelig besked.”

Når det gælder arbejdet med TIDA – Test & Innovationcenter Denmark – er der blevet arbejdet rigtig meget på sagen.

”Projektet har været længe undervejs med mange involverede, og vi skal have fastlagt, hvordan vi skruer konstruktionen sammen. Vi er ikke i mål endnu, og der ligger nogle store investeringer, men vi har positive tilsagn fra en række store aktører,” oplyste Thomas Volder.

Fremadrettet vil foreningen også have større fokus på eksportmuligheder, som det bl.a. skete i december under et fælles arrangement med Business France. Generelt ser formanden også positivt på markedsudviklingen i Danmark den kommende tid.

”Senest er der kommet nye investeringer til med SAP i Aabenraa og Padborg, og jeg er sikker på, at vi kommer til at se flere annonceringer i den nærmeste fremtid. På mange af hovedmarkederne i Europa er det nu svært at få tildelt energi, så Norden og Danmark vil være oplagte alternativer som Tier 2-markeder.”

Direktør Henrik Hansen kunne fremlægge et regnskab, hvor resultatet – bortset fra en lille positiv afvigelse – stemte næsten på øre med budgettet, og i år skrues op for ambitionerne.

”Vi har en ambitiøs bestyrelse, der presser både sig selv og os, så vi opererer med cirka 50 pct. højere indtægter i budgettet. Dels via flere medlemmer, dels via flere indtægter fra events plus indtægter fra salg af vores nye markedsrapport,” forklarede Henrik Hansen.

”Vi øger farten på vores opbygning af foreningen, hvis ellers vi realiserer det her. Så hvis I er Business-medlemmer, bør I overveje at opgradere til Executive – husk også at gribe fat på alle medlemsemner i jeres netværk,” lød opfordringen.

Bestyrelsen for Datacenter Industrien har fået tilført en del frisk blod, da i alt fem medlemmer fratræder på grund af nye arbejdsrelationer. I årets løb har Søren Schrøder afløst næstformand Tina Schou og Jakob Dybdal Christensen afløst Joakim Petersen – nyvalgt til bestyrelsen blev Jakob Munch fra CBRE, Anders Hansen fra Digiplex, Per Henriksen fra Fuzion og Karsten Rieder fra Business Esbjerg.

Konsulenthuset COWI har i samarbejde med foreningen udarbejdet en stor markedsrapport, der nu bliver tilgængelig for medlemmerne – læs mere her.

På netværksmødet, der fulgte efter generalforsamlingen, blev nogle af hovedpunkterne fremlagt:

”Det er en multifacetteret rapport, hvor vi kortlægger stort set alt med relation til det danske marked og kombinerer det med nogle anbefalinger fra foreningen. Vi har jo nogle stærke holdninger til, hvad der skal gøres – også i forhold til de hurdles, der er for udviklingen,” forklarede COO Merima Dzanic fra Datacenter Industrien.

”Nogle af nøglepunkterne i rapporten er, at vi ser visse skift i markedet. Dels fra in-house til mere outsourcing, hvor f.eks. bankerne aldrig ville overveje det tidligere. Og dels et skift i kapacitet, hvor co-locations er ved at komme på hyperscale niveau. Selv hyperscalers er begyndt at outsource, hvor det er meget mere fleksibelt at bruge en co-lo partner og skalere op og ned hos dem.”

En vigtig pointe er, at datacentre bliver mere energieffektive, jo større de er. Derfor har Greenpeace f.eks. givet topkarakter til hyperscalers bidrag til CO2-neutralitet.

”En andet centralt punkt er, at de danske virksomheder stille og roligt flytter sig over i hybrid-løsninger i en kombination af egen kapacitet og co-lo. Det gælder også produktionsvirksomheder og banker,” påpegede rapportens hovedforfatter, Chief Market Manager Jakob Dybdal Christensen fra COWI.

”De næste fem år kan vi se, at mange virksomheder vil prioritere primært cloudbaserede løsninger, og så vil de udvide deres on-premise aktiviteter. Vi kan også se, at Syddanmark ventes at tiltrække en række datacenterinvesteringer bl.a. på grund af konkurrencedygtige jordpriser,” fastslog han.

Tanken er, at markedsrapporten skal være en løbende udgivelse, der udkommer hvert år.

 

 

Netværksmødet fortsatte med et indlæg fra dagens medvært, Coromatic. BA Director Lars Frandsen, der er ansvarlig for Coromatics afdeling for datacentre, kunne pege på en digital udvikling, der giver stadig større afhængighed af stabil strømforsyning.

”Kort sagt bygger vi trygge hjem for datacentre,” sagde Lars Frandsen og illustrerede det med sin datters børnetegning af et hus.

”Digitalisering driver udviklingen fremad, og lige nu sidder mange f.eks. hjemme og arbejder her under coronakrisen – det er muligt på grund af datacentre. Det er jo ret kompliceret at bygge dem, men her har vi nogle fordele som systemintegrator. Vi er ikke producentafhængige, men kan tage det bedste fra alle hylder til vores kunder.”

Coromatic arbejder ud fra 17 lokationer i hele Norden, hvor man har 50 pct. af de største virksomheder på kundelisten. På mødet i Odense kunne deltagerne også tage en virtuel tur i et datacenter i Coromatics Virtual Reality-stol.

Næste oplæg om projektet DataWISE kom fra Karl Sperling, lektor ved Aalborg Universitet og Ph.D i energiplanlægning.

”Vores ambition er at bringe datacenterbranchen og fjernvarmebranchen sammen, så de står stærkere i den grønne omstilling. Når vi kigger overordnet på al den fjernevarme, vi kan udnytte fra datacentre, der kommer til Danmark, så er der et stort potentiale for CO2-reduktion. Vi kan spare en del strøm og varmeproduktionsomkostninger for omkring en milliard kroner årligt. Vi har nogle køleløsninger, der kan integreres direkte i fjernvarmen, og vi udvikler nogle kompetencer, der kan bringe de to sektorer sammen,” forklarede Karl Sperling.

Ud fra Energistyrelsens forventninger til udvikling og energiforbrug forventer han, at overskudsvarmen fra datacentre kan dække 20-25 pct. af det danske fjernvarmebehov.

”Hvis vi så ovenikøbet bliver gode til at placere datacentre i nærheden af byerne, kan varmen udnyttes her. Trenden er, at fremløbstemperaturen på fjernvarmevandet går ned på grund af bedre energifeffektivet i husene. Omvendt skulle temperaturen for overskudsvarme fra datacentre gerne stige. Så der bliver en åbning, vi ser som en kæmpe mulighed for både datacentre og fjernvarmebranchen,” påpegede Karl Sperling.

På hans egen hjemmebane i Aalborg har Asetek f.eks. den 3. februar i år tilsluttet den første vandkølede server direkte til nettet hos Aalborg Fjernvarme – uden behov for at opgradere med varmepumper, fordi vandet allerede har tilstrækkelig høj temperatur.

Dagens netværksmøde blev afsluttet med en paneldebat, hvor deltagerne bl.a. blev bedt om at give deres bud på de vigtigste trends i branchen lige nu.

Key Account Manager Søren Schrøder fra Schneider Electric pegede på peak shaving i nettet, som et område, man kommer til at kigge mere på i den nærmeste fremtid, mens Vice President Thomas Ditlev fra Asetek tog tråden op med overskudsvarme.

”Vandkøling skal der til – ellers duer det ikke. Vores egen lille reklamesøjle i Aalborg viser jo, at det kan lade sig gøre, og teknologien er der. Vi skal bare have overbevist klimaministeren om, at det ikke er ligegyldigt,” sagde Thomas Ditlev med et hint til ministerens alternative argumentation om, at datacentre alligevel kører på grøn strøm, så udnyttelse af overskudsvarme ikke tæller i det danske CO2-regnskab.

Project Lead Rasmus Brandt fra Søren Jensen A/S var helt på linje:

”Om tre-fire år er teknologien mere moden, så vi også kan gøre brug af væskekøling og tage det længere ud i markedet. Det er tudeåndsvagt at smide energi ud, som det sker med frikøling, og teknologien kommer lige om lidt.”

CEO Per Henriksen fra Fuzion pegede på konsolidering i branchen med stadig større kunder samt samspillet mellem branchens nødstrømsberedskab og elnettet.

”Vi har stillet vores store generatorer til rådighed for energiforsyningen – så kan de bruges i en kortere periode, hvis f.eks. vindstrømmen skulle svigte. Vores systemer er så tilpas avancerede, at det er relativt nemt at give energiforsyningen adgang til at starte dem,” oplyste Per Henriksen.

Panelet blev også bedt om vurdering af, om en kommende lovgivning fra EU skal ses som et positivt pres for branchen?

”Som jeg ser EU-oplægget er det fra 2050 for det klimaneutrale, mens Danmark siger 2030. Så har vi jo 20 års forspring, hvis vi får det til at rulle. Men det bliver markedet, som kommer til at drive det. Regulering er altid lidt på bagkant og laveste fællesnævner i forhold til det kommercielle,” lød vurderingen fra Rasmus Brandt.

Foreningens formand ser også store muligheder i skrappere, internationale krav.

”I forhold til den fleksible og agile måde, vi arbejder med tingene på i Danmark, kan vi forhåbentlig være med til at lave nogle innovative løsninger som best practise. Jeg tror, det næste der sker er, at det flyttes ud på consumerdelen. Når vores børn f.eks. kan vælge mellem at streame rødt, gult eller grønt i forhold til klimaet, så bliver det en helt anden dagsorden. Det er er jo slutbrugerne, der betaler regningen i sidste ende,” lød det fra Thomas Volder.

Når det gælder udnyttelse af overskudsvarme undrede Per Henriksen sig over, at det ikke indgår mere i den overordnede planlægning.

”Når man laver byplanlægning, kan man se alt muligt lige fra radonstråling til farven på tagstenene. Men man kan ikke se, hvor man lægge en industri og komme af med to MW varme – hvor svært kan det være? Jeg synes, der skulle ligge et pålæg til fjernvarmeværket om, at de skal hente varmen – så må vi fortælle dem, hvor de kan hente det,” lød det fra Per Henriksen.

Når det gælder fremtiden og markedet, spurgte moderator Henrik Hansen, om det er realistisk, at Danmark bliver et rigtigt datacenterhub?

Der var enighed i panelet om, at der er et godt potentiale, hvis man ser realistisk på mulighederne ”Hovedmarkederne vil fortsætte med at være det. Men vi vil se mere fokus på Norden på grund af vores tilgængelige energi. I sammenhæng med frikøling og udnyttelse af overskudsvarme, ser jeg fortsat en vækst. Om den så bliver eksplosiv, kan jeg være lidt i tvivl om,” sagde Thomas Volder.

Per Henriksen var på linje:

”På co-location kan vi godt holde fanen højt. Hvis vi kan lave noget i Danmark, hvor vi ikke kun kører på vindkraft, men også udnytter varmen, kan vi godt gøre en forskel. Her betyder det noget, at vi er fremme i skoen. Så hvis vikan servicere vores børn med nogle grønne løsninger, er der masser af fremtid i det her.”

Thomas Ditlev understregede, at det – i tråd med foreningens anbefalinger af en national strategi for området – også kræver politisk forståelse at udnytte mulighederne:

”Vi skal da være foregangsland – også på ’den grønne radiator’. Men det er op ad bakke, når vi skal kæmpe så meget, selvom vi har Danmarks mest grønne regering. Tænk, hvis vi havde lagt bånd på de tosser i Tvind, der engang byggede en grim vindmølle…”

By Merima Dzanic 26 Mar, 2020
Event Name & Date: Data Centers Denmark, UN City, Copenhagen Organiser and Co-Host: Danish Data Center Industry & UNEP-DTU Partnership Original Event Date: 13th May 2020 Postponement announcement date: 26th March 2020 New Event Date: 29th September 2020 (Pre-conference Executive Dinner on 28th September)   After close consultation with our partners in the data center […]
By Merima Dzanic 10 Mar, 2020
Denmark can exploit and further develop its strong position when it comes to building and operating climate-positive data centers, if the politicians agree to formulate a clear and targeted national data center strategy. The potential for developing and exporting technologies and solutions “the green Danish way” directly relates to the competencies in the country, shows a […]
By Merima Dzanic 02 Mar, 2020
SAP Software Solutions har købt to datacenter-egnede erhvervsgrunde af Aabenraa Kommune i henholdsvis Kassø og Padborg. Det er dog endnu ingen konkrete planer om at bygge, oplyser selskabet.   Læs den originale artikel fra JydskeVestkysten her: https://jv.dk/artikel/global-it-koncern-k%C3%B8ber-to-datagrunde-i-aabenraa-kommune   Aabenraa Kommunes drømme om at blive landets datacenter-hovedstad har fået ny næring. Efter amerikanske Apple overraskende valgte at […]

Back to news

Contact us

Merima Dzanic

Head of Strategy & Operations

Kurt Henriksen

Advisor, Communications and Public Relations

Christine Kjær Jacobsen

Marketing & Communication Manager

Share by: