Google er køberen af stor grund ved Aabenraa

IT-giganten Google har nu bekræftet, at man er køberen af en 131 hektar stor byggegrund ved Aabenraa.

Har placerer man sig lige ved Kassø Transpormatorstation, der er et knudepunkt for europæisk el-transmission, og tæt på det kommende datacenter for Apple, der er annonceret i samme område.

Google har tidligere annonceret købet af en byggegrund ved Fredericia og oplyser, at man endnu ikke har besluttet at bygge på grundene, men gerne vil sikre sig muligheden for at ekspandere sine datacentre i Europa.

Datacenter Industrien står til rådighed for kommentarer til pressen
– se under Kontakt

Læs mere hos Aabenraa Kommune

Wrap up på DCD Zettastructure i London

Datacenter Industrien takker for et veloverstået event hos DCD Zettastructure i London.

Datacenter Industriens messestand var velbesøgt og der blev netværket og skabt grobund for nye strategiske partnerskaber og skabt kontakt til nye mulige internationale medlemsvirksomheder.
Vi modtog yderst positiv feedback fra de medlemmer af Datacenter Industrien, som var med på messen.

Event programmet var spækket med spændende foredrag og paneldebatter, som satte tanker i gang hos Datacenter Industrien og dets medlemmer.

Deltagere på messen og medlemmer af Datacenter Industrien siger;

”Ved at være med Dansk Datacenter Industri på DCD Zettastructure i London, har jeg fået en opdateret indsigt i hvad der rører sig i branchen, både i ind- og udland.
Jeg har skabt nye gode kontakter og samtidig udforsket muligheden for samarbejde med nogle af de andre medlemsvirksomheder.

Der er ingen tvivl om at det er et kæmpe marked, med mange nye muligheder for os danske virksomheder, og at vi gør det helt rigtige ved at stå samme om at tappe ind i det.”

Mads Peter Olesen
Strategi- og forretningsudviklingschef, Byggeri & Anlæg Vest, MT Højgaard

“Det blev igen understreget, hvilken vild rejse denne branche er på. Der er enormt potentiale og Norden nævnes jævnligt som et optimalt sted at placere datacentre. Men vi er stadig i knivskarp konkurrence med resten af Europa grundet de store og attraktive investeringer der følger med datacentrene og spin offs til bl.a vedvarende energi og udnyttelse af overskudsvarme.

Derfor er det så vigtigt, at vi har skabt Datacenter Industrien som et samlingspunkt, der kan give os – og Danmark – profilering som en konkurrencedygtig spiller på markedet, med stærk og troværdig supply chain.

Deltagelsen på Zettastructure sammen med en række andre gode medlemmer af foreningen har styrket kendskab og relation på tværs af virksomhederne, det giver en vis indbyrdes forståelse i industrien og det kan få os alle til at stå stærkere.”

Joakim Petersen
Market Director, COWI

Hold dig orienteret om kommende netværksmøder og events via vores nyhedsbrev. Tilmeld dig her.

Har du spørgsmål om medlemskab, kontakt da sekretariatet her.

Varig aftale om varmepumper kan sikre flere datacentre

PRESSEMEDDELELSE

Brancheforeningen Datacenter Industrien glæder sig over den nye politiske aftale om en erhvervs- og iværksætterpakke, der bl.a. sikrer lavere elafgifter på varmepumper. Dermed  bliver der økonomi i at udnytte overskudsvarme fra de store datacentre, men det er vigtigt at sikre finansering til en varig nedsættelse for at tiltrække endnu flere investeringer.

“Der er nu bekræftet tre nye hyperdatacentre i Danmark, som udløser massive investeringer og et stort potentiale for vækst og job i følgeindustrierne. Den nye aftale gør det økonomisk bæredygtigt at udnytte overskudsvarmen og bidrager til det grønne kredsløb, som er en af grundene til at vælge Danmark,” siger direktør Henrik Hansen fra Datacenter Industrien.

“Aftalen er ganske enkelt sund og grøn fornuft. Men det er også vigtigt, at politikerne får lavet en varig aftale om afgifterne. De nye hyperdatacentre er langsigtede og kæmpestore investeringer til mange milliarder kroner, og vi står bedre rustet til at tiltrække endnu flere, hvis der bliver sikret en varig, grøn løsning for de store mænger overskudsvarme”.

I den nye aftale, der er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre bliver elafgiften på varmepumper cirka halveret og dermed ligestillet med energiafgiften på fossile brændsler. Men der er kun sikret finansiering af ordningen til og med 2020, og det er for kort et perspektiv, mener Datacenter Industrien.

 

For uddybning og yderligere kommentarer kontakt:

Direktør i sekretariatet for Datacenter Industrien, Henrik Hansen
Erhvervsdirektør i VIBORGegnens Erhvervsråd
Mobil 40 13 44 74, mail: hhansen@ver.dk

 

 For presseservice og yderligere baggrundsinfo kontakt:
Kommunikationsansvarlig for Datacenter Industrien, Kurt Henriksen
Kommunikationsrådgiver, VestKom PR
Mobil 40 54 21 33, mail: kh@vestkom.dk

Datacentre kan spille vigtig nøglerolle i grøn omstilling

Datacenter Industriens medlemsmøde 11. oktober i Kolding gav et godt billede af potentialet og udfordringerne for datacentrenes rolle i den grønne omstilling.

Dagens vært hos Schneider Electric, Country Sales Director Tina Schou, som også er næstformand i Datacenter Industrien, indledte med en lille inspirerende fremtidshistorie om den verden, der venter vores børn og børnebørn, og så var temaet slået an.

Højere dataforbrug i fremtiden betyder også højere energiforbrug. Mens vi gør det rigtigt, kan datacentrene også give et vigtigt og positivt bidrag til den grønne omstilling og den elektrificering af samfundet, der følger med et farvel til fossile brændsler.

 

Det blev yderligere dokumenteret af dagens første indlæg fra virksomheden European Energy, som har fingeren på pulsen for både grøn strøm og datacentre.

“Prisudviklingen på strøm fra vind og sol falder drastisk. P.t. ligger de vindende priser under 3 USD per kilowatttime for projekter i f.eks. Mexico, Brasilien og Indien,” fortalte CEO Knud Erik Andersen fra European Energy.

Den har indtil nu gennemført 94 projekter til en samlet værdi af ca. 1,6 mia. kr., og forventer i år en omsætning på ca. 1,3 mia. kr.

“Vi ser meget højere effektivitet i vedvarende energi, og det giver også en eksplosion i mængderne. F.eks. er mængden af solenergi steget fra 70 til 90 GW bare fra sidste år til i år. Den kraftige vækst sender samtidig priserne ned og interessen op.”

Knud Erik Andersen pegede samtidig på, at stort set alle de udmeldte projekter med nye datacentre er annonceret med en ambition om at anvende grøn strøm.

“Men de regulatoriske rammer i Danmark er ikke så klokkeklare. Hvordan får vi f.eks. en vindmølle i Skjern forbundet til et datacenter i Viborg uden at løbe ind i problemer i forhold til afgifter og nettariffer? Hvordan får vi løst det, så vi kan støtte den meget positive udvikling?”

 

I Danmark har European Energy lavet den første aftale med et af de offentliggjorte datacentre om strøm fra vindmøller, hvor de første kommer i drift i 2018.

“Jeg kan ikke sige, hvem vi har lavet aftalen med, men vi skal begynde at levere strøm fra 2019-2020,” oplyste Knud Erik Andersen, der har næsten 800 MW ny, grøn strøm i pipelinen i ‘næsten byggeklar stand’ – både offshore og på land.

“Så vi er sådan set klar, hvis flere datacentre har behovet, og vi bliver spurgt.”

Når det gælder overskudsvarmen fra datacentre har European Energy også nogle klare bud på en ambitiøs, integreret løsning.

“Det er selvfølgelig et regulatorisk emne, men det kan vel ikke være rigtigt, at fornuften ikke styrer,” spørger Knud Erik Andersen.

Principskitse af European Energys visioner for gigastorage anlæg til lagring af energi (Illustration: European Energy)

“Vores ‘take’ på løsning er mere teknisk – nemlig et giga-storage anlæg, som er en kombination af flere elementer: Grøn strøm fra vind og sol, som sendes ind til en by og/eller et datacenter, hvorfra overskudsvarmen fødes ind i et gigalager.”

Rent praktisk forestiller European Energy sig store, vandfyldte bassiner, som er relativt billige at etablere og kan virke som ‘bufferlager’ til relativt lagre store mængder energi.

“Værdien ligger også i, at vi bruger varmepumper med grøn strøm – når den er billig eller gratis – til at hæve temperaturen i vandet yderligere til 70-80 grader. Så kan det bruges direkte i fjernvarmesystemet, og vi kan også lave sæsonlagring, så vi ‘gemmer’ varme til vintersæsonen,” forklarer Knud Erik Andersen.

“Sådan en løsning ville passe perfekt til f.eks. Odense, og den kan lagre rigtig, rigtig meget energi. Det er en forældet tankegang, at vi skal brænde noget af for at få varme – den skal vi væk fra! I stedet skal vi tænke det hele ind i en sammenhæng: Grøn strøm fra vind og sol, overskudsvarme fra datacentre og forbruget af strøm og varme hos private og virksomheder.”

Se video fra European Energy med præsentation af gigastorage-visionen

 

Meget passende var næste oplæg fra netop Odense. Forretningsudviklingschef Kim Winther fra Fjernvarme Fyn fortalte om den aftale, der er indgået med Facebook om udnyttelse af overskudsvarmen fra det kommende datacenter ved Odense.

“De sørger selv for VE-certificeret strøm til eget brug, og det samme gør vi med strømmen til varmepumperne,” fortalte Kim Winther om den grønne strøm, der fødes ind til anlægget.

Foreløbig vil overskudsvarmen kunne lune 6.900 husstande, svarende til seks pct. af varmeforbruget i Odense. Det kommer til at ske ved hjælp af det hidtil største varmepumpeanlæg i Danmark – kapaciteten oplyses ikke, men overskudsvarmen fortrænger kul fra varmesystemet, så kulanden fremover vil udgøre højst 25 pct.

“Vi kunne jo godt lave mere varme om sommeren, men det kræver lagring af energien. Og vi har selv en kæmpe lagringstank på 75 mio. liter, men det svarer kun til ti timers varmeforbrug i Odense. Så det skal være et kæmpestort lager, hvis det skal give mening,” påpegede Kim Winther.

“Vi har landet en appelsin i turbanen, men vi har ikke endnu været aktivt ude og afsøge markedet. Jeg tør ikke sætte tal på potentialet, men vi er meget nysgerrige på, hvor det her går hen – også med den teknologiske udvikling. Vandkøling af serverne på et datacenter, vil f.eks. gøre det endnu mere interessant for os.”

 

Direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme fastslog i sit oplæg, at de nye datacentre er meget interessante for den grønne omstilling.

“Vi står med en kæmpe mulighed for at omstille hele vores energisystem. Historisk er fjernvarme jo skabt af overskudsvarme fra bl.a. affaldsforbrænding og elproduktion, men noget af udfordringen bliver at bruge vores transmissionssystemer. Er der flere steder i landet, hvor man med fordel kan koble nettene sammen? For eksempel i Viborg, der ikke kan aftage varmen fra Apple i fuldt omfang, så her skal man tænke brede,” påpegede Kim Mortensen.

“Allerede i dag er der gode alternativer til at sætte ild til tingene. Vi kobler os selvfølgelig på diskussionen om datacentre, og for nogle projekter kan det godt lade sig gøre at udnytte overskudsvarmen, som reglerne er nu. Men under ét har vi en udfordring med, at elafgiften til at drive varmepumper skal mindst halveres, for at det hænger sammen. Politikerne er nødt til at kigge på den afgiftsstruktur, der hører en anden energiforsyning til,” fastslog fjernvarmedirektøren.

Kristian Brøns fra Viborg Kommune, der bl.a. har arbejdet meget med Apple-projektet pegedefra salen også på, at  der skal handles nu, så man tænker datacentrene ind i den grønne omstilling.

“Med overskudsvarmen fra Apple kan vi varme Viborg op mindst to gange. Så vores drøm er at lave et forbundet ‘Midtjyllandsnet’ for fjernvarme, hvor alle kan ‘tappe ind’ med overskudsvarme, f.eks. datacentre og industri,” sagde Kristian Brøns, som var tæt på arbejde med at tiltrække det store datacenter.

“Noget af det, vi overbeviste Apple om, var at de her i Danmark ikke bare kunne blive 100 pct. grøn, men 200 pct. grøn. Men vi skal handle og råbe op nu, for ellers ser vi en masse varmeværker skifte over til biomasse, og det vil de fortryde.”

 

Direktør Henrik Hansen fra Datacenter Industrien afrundede en interessant dag med konklusionen om, at det haster med en politisk afklaring for overskudsvarmen.

“Vi står på en brændende platform, hvor der er brug for nogle hurtige beslutninger for at kunne udnytte det store potentiale. Nu må vi i fællesskab med andre brancheorganisationer tage den politiske dialog og lægge den sunde fornuft frem,” fastslog Henrik Hansen.

“Vi har en opgave politisk, som er ret akut, og som både vi og Dansk Fjernvarme arbejder på.”

 

Skatteafgørelse om overskudsvarme er godt nyt for alle datacentre

Både miljøet og omkring 6.900 husstande vil få glæde af overskudsvarmen fra Facebooks kommende datacenter i Odense, som netop har annonceret en aftale med Fjernvarme Fyn.

Gennembruddet i Odense vurderes samtidig at have principiel betydning for datacentrene generelt – både nu og i det fremadrettede arbejde med at tiltrække endnu flere investeringer.

Det sker efter en afgørelse i Skatteankenævnet, der gav medhold i, at der ikke skal betales afgift af overskudsvarmen, så det dermed kan betale sig at udnytte den.

Alternativet var at lukke varmen lige ud i luften. Men Facebook kan nu stille overskudsvarmen gratis til rådighed for Fjernvarme Fyn uden at blive pålagt afgifter for det.

Hos organisationen Dansk Fjernvarme ser man afgørelsen som et gennembrud for udnyttelse af overskudsvarme – især for datacentre.

“Denne afgørelse må have betydning for datacentre generelt, for sagen og dens præmisser kan bruges af alle andre datacentre, både nuværende og kommende,” vurderer vicedirektør Kim Behnke, Dansk Fjernvarme.

Han peger dog i samme åndedrag på, at der stadig er et stykke i mål, før den samlede forretningsmodel er økonomisk bæredygtig. Det optimale ville ifølge Dansk Fjernvarme  være en halvering af elafgiften for de store varmepumper, der er nødvendige for datacentre og anden genbrugsvarme, så det kan indgå som varmekilde i fjernvarmenettet.

“Afgørelsen er godt nyt og et vigtigt bidrag til vores arbejde med at tiltrække flere investeringer til vores nye vækstindustri,” siger Thomas Volder, formand for Datacenter Industrien.

“Nu er det vigtigt, at politikerne fokuserer på at fjerne de sidste forhindringer for, at Danmark kan klare sig i den skarpe, internationale konkurrence om nye datacentre. Vi står med en historisk chance for at etablere en industri, der tåler sammenligning med vindmøllebranchen, når det gælder de direkte, indirekte og afledte effekter, og nu skal vi forene alle gode kræfter for at gribe mulighederne.”

Skatteafgørelse åbner for udnyttelse af overskudsvarme

En ny afgørelse fra Skatteankenævnet betyder, at overskudsvarmen fra Facebooks kommende datacenter ved Odense nu kan udnyttes uden afgift.
Dermed kan miljøet og omkring 6.900 huse få glæde af overskudsvarmen fra det store datacenter, og afgørelsen er godt nyt for arbejdet med at tiltrække endnu flere datacentre.

Det skriver Business.dk

“Der er store eksportperspektiver, fordi det er et af de områder, hvor vi i Danmark har en konkurrencefordel takket være vores fjernvarmesystem,” siger direktør Henrik Hansen fra Datacenter Industrien.

Dansk Fjernvarme kalder i en kommentar afgørelsen for et gennembrud for danske virksomheder, og Datacenter Industrien øjner en mulighed for, at også eksisterende datacentre kan udnytte overskudsvarmen bedre.

“Der findes en række mindre datacentre, der har problemer med at komme af med overskudsvarmen. De vil også med en decentral løsning kunne udnytte energien bedre, end det er tilfældet i dag,” påpeger Henrik Hansen.

Facebooks datacenter i Odense arbejder tæt sammen med det lokale fjernvarmeselskab Fjernvarme Fyn om udnyttelse af overskudsvarmen fra de mange servere. Den bruges til at opvarme vand, hvor temperaturen hæves yderligere til fjernvarmenettet ved hjælp af varmepumper, der drives af vedvarende energi.

Læs mere om Facebooks tanker for den nye løsning i dette interview med Fyens Stifttidende

Apple investerer stort på kæmpe byggegrund i Aabenraa

Aabenraa Kommune og Invest in Denmark har i dag annonceret et nyt stort datacenterbyggeri i Aabenraa til en samlet pris på omkring seks mia. kr. på en kæmpe byggegrund, der er større end hos de hidtidige danske datacenterbyggerier – tilsammen.

Aabenraas borgmester Thomas Andresen fremhæver bl.a. områdets centrale placering i Nordeuropa og den veludbyggede danske infrastruktur som nogle af bevæggrundene bag Apples anden store investering i Danmark.

Samtidig påpeger Aabenraa Kommune, at denne type investering vil kunne bringe flere med sig i de kommende år, hvis underleverandører, servicevirksomheder og andre samarbejdspartnere vælger at følge med Apple til kommunen.

Læs mere i pressemeddelelsen fra Aabenraa Kommune

Folkemøde-debat prikkede hul på myter

“Er Danmark klar til datacentre?” lød overskriften på en debat, som Dansk Fjernvarme havde indbudt til på Folkemødet på Bornholm.

Datacenter Industriens direktør Henrik Hansen deltog i panelet, og han fastslog i debattens første indlæg, at både Invest in Denmark og Datacenter Industrien er klar til at tage imod og møde den store interesse for at etablere sig i Danmark.

Debattens emner kredsede også om datacentrenes store strømforbrug. Det har været fremført, at datacentrene kan medføre en stigning i kulforbrug til elproduktion, men Henrik Hansen pegede på, at datacentre er en del af løsningen for den grønne omstilling.

“Investorerne er meget fokuserede på vedvarende energi, og de slår på en grøn profil som en vigtig del af deres image. Så datacentrene skal tænkes ind som en del af løsningen,” understregede han.

Formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen, har i sin seneste rapport peget på, at nye datacentre kræver yderligere fart på udbygningen med grøn strøm.

“Hvis vi øger strømforbruget med anslået 14 pct. fra nye datacentre, så skal der ske yderligere udbygning af vedvarende energi. Når vi øger energiforbruget, er vi også forpligtet til at øge andelen af vedvarende energi, for at nå vores klimamål,” fastslog han.

Der var dog bred enighed om, at datacentrene også åbner nogle muligheder, f.eks. ved at lægge yderligere bund under den grønne omstilling, og Energinet.dk ser ingen problemer i at levere de store strømmængder og balancere nettet – også med langt mere grøn strøm fra vindmøller.

Under debatten blev der også prikket hul på endnu en myte: At datacentrene får strømmen til så lav en pris, at en del af regningen ender hos de almindelige forbrugere.

Det blev slået fast, at datacentre får samme rabat som andre helt tunge strømforbrugere, og udfasning af PSO-afgifterne vil selvfølgelig også gavne datacentre – nøjagtigt som for det øvrige erhvervsliv.

“Men husk på, at datacentre stadig er meget motiverede for lavere el-forbrug – selvom afgifterne bliver lavere – fordi strømforbruget er så højt. Derfor skal vi også involvere dem i grønne projekter med strømproduktion og udnyttelse af overskudsvarmen. Her er endnu et område, hvor danske virksomheder har potentiale for at udvikle og eksportere know how og teknologi,” påpegede Henrik Hansen.

Folket har talt – ja tak til flere datacentre! Det var det klare resultat af en lille uvidenskabelig afstemningen udenfor teltet hos Energinet.dk

Google bekræfter grundkøb i Fredericia

Det er Google, der har købt en 73,2 hektar stor grund i Fredericia for at sikre sig muligheden for at bygge et datacenter i fremtiden, bekræfter selskabet nu overfor dagbladet Information.

Grunden i industriområdet Prinsessens Kvarter udenfor Fredericia har gennem længere tid været omgivet af spekulationer, men selvom Google bekræfter købet via selskabet Dapsi International Aps, understreger man over Information, at der endnu ikke er taget nogen beslutning om byggeri.

 

Se artikel i Information

(kræver login)

Kæmpe potentiale blev grundigt belyst på medlemsmøde i Odense

Samtlige pladser var fuldt booket, da Datacenter Industrien bød til medlemsmøde 30. maj hos COWI i Odense med en spændende dagsorden: Potentialet i den danske datacenter industri.

En håndfuld oplægsholdere kastede mere lys over mulighederne i Danmarks nye vækstindustri og ikke mindst muligheder og udfordringer for interesserede underleverandører. Det var samtidig en god mulighed for at høre mere om, hvad den nye brancheforening Datacenter Industrien kan bidrage med i forhold til både medlemmerne og den generelle udvikling af branchen.

 

“Det her er også en åben invitation til alle om at deltage og præge foreningen her i startfasen. Det er ikke stifterne alene, der afgør, hvor vi skal hen,” lød opfordringen fra Datacenter Industriens formand, Thomas Volder, i hans velkomst til den fyldte sal, hvor han også præsenterede foreningens bestyrelse.

“Vi er allerede i gang med at nedsætte den første arbejdsgruppe, der skal fokusere på overskudsvarme og afgifterne på det komplekse område. Der kommer flere arbejdsgrupper på relevante områder, hvor man kan være med til at påvirke udviklingen,” oplyste formanden.

Bestyrelsen for Datacenter Industrien: (f.v.) Joost Nijhoff, Anders Holm, Joakim Petersen, Ulrik Fleischer-Michaelsen, formand Thomas Volder, næstformand Tina Schou og Brian Sørensen – Christian Holm Christensen var forhindret i at deltage i mødet.

Se præsentation fra Thomas Volder, Datacenter Industrien

 

Dagens vært, Market Director Joakim Petersen fra COWI, gav sit bud på markedet med afsæt i koncernens erfaringer med mere end 30 datacenterprojekter de seneste 15 år.

“Markedet for hyperdatacentre bliver modnet i disse år, og siden indgangen til dem, er der sket et paradigmeskifte. Væksten er kæmpestor, og de kommende fire år vil hyperdatacentre vokse med 87 pct. målt på antal,” fortalte Joakim Petersen med Cisco Cloud index 2016 som kilde.

“Irland er en meget stærk spiller i tiltrækningen af datacentre, fulgt af Skandinavien og Benelux. Vi venter fem til ti nye investeringer i hyperdatacentre i Norden indenfor de næste fire år. Og Danmark ligger lige i smørhullet for internationale fibernet- og energikabler.”

Se præsentation fra Joakim Petersen, COWI

 

Mødets internationale islæt var en mand, som virkelig har fingeren på datapulsen. Regional BD Manager David Delaney fra irske M+W Group, der blandt meget andet er hovedentreprenør på Apples datacenterbyggeri ved Viborg, gav et overblik over markedet og mulighederne.

“Der er en lang række offentliggjorte og forventede projekter på vej fra flere aktører, og mange af disse selskaber har ikke egne ingeniør- eller projektafdelinger. Trenden er også, at giganter som Alibaba og Huawei kommer til det europæiske marked, ligesom vi tager til Asien,” påpegede David Delaney.

Han mindede også om, at datacenterindustrien i sagens natur er global, så han opfordrede alle i salen til at tænke stort – og internationalt.

“Jeg blev bedt om fortælle om det danske datacentermarked, men det kan jeg ikke. Det er for lille, så hvis jeg siger noget, får jeg problemer,” lød det med irsk lune fra David Delaney.

“I stedet for kun at se på det danske marked, skal I også se på mulighederne for at lave forretninger internationalt med f.eks. Apple og Facebook. Datacentermarkedet er ikke nationalt, men et sted, hvor man handler med globale giganter. Og husk safety kulturen – den er meget vigtig. Hvis I adopterer den tankegang, så er I nået langt,” understregede han med et hip til danske underleverandører om ikke have en lidt for dansk og uformel tilgang til sikkerhed.

 

Se præsentation fra David Delaney, M+W Group

(Virksomheder, der er interesserede i medlemsskab af Datacenter Industrien, kan rekvirere den fulde version af præsentationen, inkl. markedsvurderinger ved henvendelse til sekretariatet)

 

 

Kim Schultz, Invest in Denmark, rundede dagens oplæg af med bl.a. en gennemgang af Danmarks fordele i den skarpe, internationale konkurrence om nye datacentre.

“Vi har generelt gode, stabile forhold herhjemme ­– både naturgivent og politisk – samt flotte placeringer i internationale sammenligninger af f.eks. korruption, forretningsklima og sagsbehandling af byggetilladelser,” påpegede Kim Schultz.

“Og så har Danmark Europas mest stabile el-net i Europa – kun overgået af Luxembourg. Det betyder f. eks., at Apple i Viborg bygger det første datacenter helt uden nødstrømsanlæg! Oven i det har vi gode, internationale fiberforbindelser. Danmark er f.eks. det eneste nordiske land, der er koblet direkte på USA, og det nye Cobra-kabel vil koble os direkte op med Holland.”

For Invest in Denmark er der generelt nogle stærke argumenter at byde ind med, så arbejdet går i høj grad på at få det fortalt til investorerne.

“Vores udfordring er nu at formidle vores gode forhold til markedet. Ikke kun i USA, men også til Asien og især Kina – og vi tror på, at vi kan tiltrække flere interessante investeringer,” lød det fra Kim Schultz.

Se præsentation fra Kim Schultz, Invest in Denmark