Datacenterbranchen introducerer ”Øko-mærkning” af datacentre i Danmark

PRESSEMEDDELELSE

Datacenter Industrien starter certificering af datacentres miljøpåvirkning. Initiativet kommer efter en årrække med stor vækst i antallet af og størrelsen på datacentre i Danmark. Certificeringen skal sikre gennemskuelighed og dermed øge efterspørgsel på grøn IT – og udvikling af mere bæredygtige datacentre.

Danmark er for alvor blevet et datacenterland, hvor antallet og størrelsen på datacentre vokser i takt med, at danske og udenlandske virksomheder lægger deres servere og datacentre i Danmark. Det er en udvikling som drives af tre væsentlige trends:

  • Virksomheder flytter servere i colocation datacentre og i ”skyen”
  • Flere og flere funktioner i vores liv og arbejde drives af IT, som er i konstant vækst
  • Danmark har med succes tiltrukket datacentre fra IT-giganter som Apple, Facebook og Google

Rapporter om datacentres udvikling peger på, at datacentre vil bruge mellem 10 og 20 pct. af Danmarks strømforbrug inden 2030. Med den succesfulde vækst følger et ansvar for at bidrage med bæredygtige teknologier i datacentre. Det er derfor at Datacenter Industrien nu starter certificering af datacentre, som gør noget særligt for at mindske energiforbruget og genbruge overskudsvarmen.

”Datacenteroperatører i Danmark har gennem flere år gjort et kæmpestort stykke arbejde for at mindske strømforbruget. Og med nye ændrede energiafgifter er der i 2021 åbnet bedre mulighed for udnyttelsen af overskudsvarmen fra datacentre,” fortæller Henrik Hansen, adm. dir. i Datacenter Industrien.

”Nogle operatører udnytter allerede deres overskudsvarme til produktion af fjernvarme. Vi indfører nu denne certificering, så kunderne kan bruge vores certificering i deres valg af grønne datacentre til deres IT-løsninger”, fortsætter Henrik Hansen.

Kendskabet til certificeringen skal udbredes til kunder nationalt og internationalt, så både efterspørgsel og udbud vil vokse til fordel for miljøet. Certificeringen vil blive udviklet med en skala for grøn profil, som man kender det fra hårde hvidevarer og bilers grønne ejerafgift. Det skal sikre, at der løbende arbejdes på at forbedre klimaaftrykket af datacentre med de muligheder og teknologier, som byder sig til.

Der er sammensat et udvalg af 12 personer, med medlemmer inden for og uden for datacenterbranchen til at vurdere de datacentre, som ansøger om grøn certificering. Sammensætningen skal sikre såvel brancheerfaring samt et kritisk syn fra repræsentanter for universiteter, læreanstalter m.fl.

I første omgang er der fire datacentre, som har fået certificeret deres løsninger til genbrug af overskudsvarmen til brug for fjernvarme. Det er JN Data i Silkeborg, Danfoss på Als, DTU i Risø og Penta Infra i Albertslund.

Yderligere information

Henrik Hansen, administrerende direktør for Datacenter Industrien, telefon 40 13 44 74, hh@datacenterindustrien.dk

Merima Dzanic, COO, Datacenter Industrien, telefon 20 15 50 21, merima@datacenterindustrien.dk

FMS slår dørene op til nyt datacenter

Af Patrick Viborg Andersen

Fredericia Maskinmesterskole (FMS) inviterede i sidste uge til indvielse af datacenter til undervisningsbrug, og til arrangementet blev der holdt fire taler om betydningen og glæden ved stiftelsen af datacenteret.

Rektor på Fredericia Maskinmesterskole, Jens Færgemand Mikkelsen, startede med at byde velkommen, og derefter var der korte taler fra henholdsvis Arnth B. Nielsen (DataCenterGruppen), en repræsentant fra Google samt Fredericias borgmester, Steen Wrist.

Det var med stor glæde, at FMS inviterede til indvielse af deres nye datacenter på afdelingen i Fredericia, selvom at det sker med et års forsinkelse grundet corona-krisen.

Ovenstående aktører var alle sammen enige om, at opbyggelsen af et minidatacenter til undervisningsbrug i samarbejde med leverandører fra datacenterindustrien er helt unikt. Derudover var der et fokus på, at Fredericia Maskinmesterskole har sat sig selv på danmarkskortet, som de første, der målretter en videregående uddannelse til drift af datacentre.

Det var en rigtig stor dag for uddannelsescenteret, da de har fået redskaber til at lære de studerende, hvad et datacenter er, og hvordan man bruger det. Generelt er det en svær branche at komme ind på, fordi der er en masse sikkerhed og data på spil, så det kan være vanskeligt at opleve et datacenter uden mange forbehold.

– Det er et stort skulderklap, som vi har fået igennem opbakning og anerkendelse fra sponsorere, samarbejdspartnere og kommunen. Vi skal bruge det her til vores studerende, og at vi så finder ud af, at vi er nogle af de første på markedet, er bare bonus, siger rektor på Fredericia Maskinmesterskole, Jens Færgemand Mikkelsen og uddyber:

– det er en rigtig god historie. Vi har glædet os, og vi har også planlagt det før, så det er dejligt at få indvielsen afviklet. Det er fantastisk, udtrykker han.

Ud over at opbevare data kan et datacenter være et større eller mindre højteknologisk kompleks: En masse energi kommer ind, og en masse energi sendes ud igen. Energi skal lagres i store batterier, serverrum skal afkøles, og den overskydende varme fra anlægget skal gerne anvendes, så den ikke går til spilde. For eksempel bliver overskudsvarme fra de store datacentre flere steder sendt videre som fjernvarme og kommer derved lokalområdet til gode. Maskinmesteren har de faglige kompetencer til at føre tilsyn med denne type anlæg og have ansvaret for daglig drift og vedligehold.

– Samarbejdet med Google har skudt en udvikling i gang og medført nogle muligheder, som vi ellers ikke havde fået, udtaler jens Færgemand Mikkelsen og fortsætter:

– Google har været en fantastisk partner, som har stolet på, at vi kunne løfte opgaven, så de roligt kunne støtte vores arbejde med at skaffe mere af den arbejdskraft, som datacenterbranchen mangler. De har desuden været rigtig gode sparringspartnere og har faciliteret netværk til uddannelsesinstitutioner i Europa, som vi nu samarbejder med om uddannelser til branchen. Hele processen har virkelig givet os et løft ind i fremtiden og ud i verden.”

Læs den fulde historie her: https://avisen.nu/fms-slaar-doerene-op-til-nyt-datacenter/