Danske datahoteller firedobler kapaciteten de næste fire år

PRESSEMEDDELELSE

Den danske datacenterbranche tager de næste år endnu et stort vækstskridt og understreger Danmarks centrale rolle som hotspot for datacentre. En ny markedsrapport fra brancheforeningen Datacenter Industrien estimerer en firedobling af kapaciteten på de såkaldte co-location datacentre – også kaldet datahoteller, fordi kunderne lejer sig ind på deres servere.

På basis af de allerede kendte projekter og nuværende masterplaner hos investorerne analyserer Datacenter Industrien i sin dugfriske markedsrapport “Danish Data Center Market 2021“, at væksten hos datahotellerne tager ekstra fart de næste fire år. Fra en samlet kapacitet på 33 MW i 2021 vil den vokse til 136 MW i 2024, svarende til en vækst på 412 pct.

“Det er en virkelig flot fremgang – selv i en meget dynamisk branche som vores – og det vil ske parallelt med næsten en fordobling i kapaciteten hos de helt store hyperscale datacentre”, fremhæver Merima Dzanic, der er Chief Operating Officer hos Datacenter Industrien og står bag rapporten sammen med eksperter fra branchen.

“Der kan selvfølgelig ske forskydninger – både positive og negative – ved f.eks. ændring af tidsplaner og strategier eller uforudsete hændelser, men det er et grundigt og realistisk estimat for fremtiden. Væksten kommer, og den kommer meget kraftigt for co-location, som er et vigtigt fokusområde for Datacenter Industrien,” understreger Merima Dzanic.

Brancheforeningen kan på generalforsamlingen i dag fejre sin fire års fødselsdag efter starten i 2017, og den nye markedsrapport dokumenterer, at der store muligheder at gribe ud efter.

”Branchen er på få blevet mere modnet i Danmark, og vi ser en række interessante muligheder for at udvikle det klimaneutrale datacenter,” siger Thomas Volder, formand for Datacenter Industrien.

”Datacentre bruger megen energi, men netop på energieffektivisering og cirkulær, grøn økonomi har vi rigtigt meget at byde på herhjemme. Vi skal udvikle datacentre på den grønne danske måde. Derfor anbefaler vi også i markedsrapporten, at vi griber vækstmulighederne, bl.a. med endnu højere politiske ambitioner på området.”

Flere oplysninger om markedsrapporten her.

Medier kan rekvirere markedsrapporten hos Merima Dzanic på mail: merima@datacenterindustrien.dk

For uddybning og yderligere kommentarer kontakt:

COO for Datacenter Industrien, Merima Dzanic, mobil 20 15 50 21

Formand for Datacenter Industrien, Thomas Volder, mobil 29 60 60 04

Direktør i sekretariatet for Datacenter Industrien, Henrik Hansen, mobil 40 13 44 74