Skatteafgørelse om overskudsvarme er godt nyt for alle datacentre

Både miljøet og omkring 6.900 husstande vil få glæde af overskudsvarmen fra Facebooks kommende datacenter i Odense, som netop har annonceret en aftale med Fjernvarme Fyn.

Gennembruddet i Odense vurderes samtidig at have principiel betydning for datacentrene generelt – både nu og i det fremadrettede arbejde med at tiltrække endnu flere investeringer.

Det sker efter en afgørelse i Skatteankenævnet, der gav medhold i, at der ikke skal betales afgift af overskudsvarmen, så det dermed kan betale sig at udnytte den.

Alternativet var at lukke varmen lige ud i luften. Men Facebook kan nu stille overskudsvarmen gratis til rådighed for Fjernvarme Fyn uden at blive pålagt afgifter for det.

Hos organisationen Dansk Fjernvarme ser man afgørelsen som et gennembrud for udnyttelse af overskudsvarme – især for datacentre.

“Denne afgørelse må have betydning for datacentre generelt, for sagen og dens præmisser kan bruges af alle andre datacentre, både nuværende og kommende,” vurderer vicedirektør Kim Behnke, Dansk Fjernvarme.

Han peger dog i samme åndedrag på, at der stadig er et stykke i mål, før den samlede forretningsmodel er økonomisk bæredygtig. Det optimale ville ifølge Dansk Fjernvarme  være en halvering af elafgiften for de store varmepumper, der er nødvendige for datacentre og anden genbrugsvarme, så det kan indgå som varmekilde i fjernvarmenettet.

“Afgørelsen er godt nyt og et vigtigt bidrag til vores arbejde med at tiltrække flere investeringer til vores nye vækstindustri,” siger Thomas Volder, formand for Datacenter Industrien.

“Nu er det vigtigt, at politikerne fokuserer på at fjerne de sidste forhindringer for, at Danmark kan klare sig i den skarpe, internationale konkurrence om nye datacentre. Vi står med en historisk chance for at etablere en industri, der tåler sammenligning med vindmøllebranchen, når det gælder de direkte, indirekte og afledte effekter, og nu skal vi forene alle gode kræfter for at gribe mulighederne.”