Ny brancheforening skal forløse tusindvis af nye datacenter job

PRESSEMEDDELELSE

Opbygning og drift af datacentre rummer et meget stort potentiale, og Danmark står med gode muligheder for at udvikle en helt ny vækstindustri med udsigt til tusindvis af varige arbejdspladser.
En nystiftet brancheforening skal nu hjælpe med at forløse potentialet og videreudvikle de danske fordele i konkurrencen om at tiltrække flere af de kæmpestore investeringer.

Pressemeddelelse og faktaark i Word-format

Pressefoto 01
Pressefoto 02
Pressefoto 03
Pressefoto 04

 

Datacenter Industrien er navnet på den nye forening, som netop er blevet stiftet af en række virksomheder i branchen samt Odense og Viborg kommuner, der allerede er lykkedes med at tiltrække datacentre fra henholdsvis Facebook og Apple.

“Der er potentiale for mange flere datacentre i Danmark, hvor vi kan byde på en lang række fordele. Det gælder bl.a. stabil elforsyning, grøn energi og god infrastruktur samt et helt unikt fjernvarmesystem, der effektivt kan genbruge overskudsvarmen,” siger Thomas Volder, formand for Datacenter Industrien samt Sales & Marketing Director hos Coromatic A/S.

Potentialet åbner for en helt ny industri, der tåler sammenligning med vindmøllebranchen. Datacenter Industrien anslår, at der kan skabes tusinder af varige nye job. Og det er vel at mærke forsigtigt sat for de direkte og indirekte effekter af en helt ny dansk vækstindustri. En analyse fra Boston Consulting Group viste sidste år et potentiale på 27.000 nye job via svenske datacentre.

Selv i en global, digital verden er fysisk placering afgørende for at undgå ‘latency’ – forsinkelser på få millisekunder i datatrafikken – og derfor er de afledte effekter af datacentre meget store.
Det gælder om at være tæt på internettets ‘hovedmotorer’, nemlig datacentrene. Derfor ønsker serviceudbyderne at ligge tæt på datacentrene, som i sig selv har fordele af en dansk placering.

“Vi står med unikke muligheder for at tiltrække flere store investeringer indenfor datacentre.
I Danmark har vi allerede bevist, at vi kan levere de rammer, som store webgiganter skal bruge for at drive deres hyperdatacentre effektivt med fagligt stærk arbejdskraft, god innovationsevne og miljøvenlige løsninger. Med det nye netværk samler vi nu de danske interessenter, så vi står endnu stærkere i den skarpe internationale konkurrence,” siger Tina Schou, næstformand i Datacenter Industrien og salgsdirektør for Schneider Electrics IT Division i Danmark.

Den nye brancheforening skal først og fremmest være fokuseret på forretningsmuligheder. Formålet er at skaffe flere datacentre til Danmark. Det skal bl.a. ske ved at skabe grundlaget for samarbejde via overblik over branchen, faglige og personlige netværk samt bedre rammer for fælles udvikling og samarbejde.

“Initiativet er vokset ud af et stærkt ønske hos aktørerne, og branchen er selv primus motor i foreningen. Den store interesse og mængden af interesserede deltagere viser, at det giver god mening at etablere en ny brancheforening,” påpeger Henrik Hansen, direktør i sekretariatet for Datacenter Industrien.

Sekretariatet får hjemsted hos VIBORGegnens Erhvervsråd, der har taget initiativ til at danne foreningen og har Henrik Hansen som erhvervsdirektør. Etableringen af den nye brancheforening er bl.a. inspireret af forarbejdet med tiltrækning af hyperdatacentre til Viborg og Odense, hvor de positive resultater blev offentliggjort i 2015 og 2017. De to kommuner er nu medstifter af Datacenter Industrien for at få udnyttet de opsamlede erfaringer – både lokalt og i hele Danmark.

“En national, erhvervsrettet datacenterforening sikrer gode rammer for nye forretningsmuligheder og investeringer i IT- og automationsbranchen. At arbejde tæt sammen og bruge hinandens erfaringer skaber de bedste forudsætninger for yderligere udenlandske investeringer. Disse investeringer er til gavn for stærke lokale leverandører, som Coromatic i Odense og lokal arbejdskraft. Det er til glæde for det danske samfund, siger Joost Nijhoff, Tiltrækningschef i Odense Kommune.

­­­­

 

For uddybning og yderligere kommentarer kontakt:

Direktør i sekretariatet for Datacenter Industrien, Henrik Hansen
Erhvervsdirektør i VIBORGegnens Erhvervsråd
Mobil 40 13 44 74, mail: hhansen@ver.dk

Formand for Datacenter Industrien, Thomas Volder
Sales & Marketing Director, Coromatic A/S
Mobil 29 60 60 04, mail: thomas.volder@coromatic.dk

Næstformand for Datacenter Industrien, Tina Schou
Country Sales Director, Schneider Electric Danmark A/S
Mobil 26 29 42 14, mail: tina.schou@schneider-electric.com

Medlem af bestyrelsen for Datacenter Industrien, Joost Nijhoff
Tiltrækningschef, Odense Kommune
Mobil 40 46 90 01, mail: joni@odense.dk

  

For presseservice og baggrundsinfo kontakt:

Kommunikationsansvarlig for Datacenter Industrien, Kurt Henriksen
Kommunikationsrådgiver, VestKom PR
Mobil 40 54 21 33, mail: kh@vestkom.dk


 

Fakta om Datacenter Industrien
(Danish Data Center Industry)

  • Forening stiftet marts 2017 af en række virksomheder i branchen og to kommuner
  • Bestyrelsen består af otte medlemmer fra virksomhederne Coromatic, Schneider Electric Danmark, Cowi, GlobalConnect, Grundfos, Njord Law Firm samt Viborg og Odense kommuner
  • Datacenter Industrien har til formål at skaffe flere datacenter-investeringer til Danmark ved at samle interesser hos private aktører, kommuner, forsyningsselskaber m.fl.

 

Fakta om potentialet for job og vækst i Danmark

  • Flere konkrete datacenter projekter i gang i Danmark – og potentiale for endnu flere
  • Stærk position med bl.a. stabil, grøn elforsyning, god infrastruktur og unikt fjernvarmenet
  • Fysisk nærhed til datacentre – internettets ‘hovedmotorer’ – er vigtig for mindre forsinkelse (latency) i datatrafikken, hvor millisekunder er afgørende for serviceudbydere og udviklere
  • Andre tilknyttede områder er f.eks. international datatrafik, backup og anden service, og samlet anslår Datacenter Industrien et potentiale for tusindvis af direkte og indirekte nye job

 

Fakta om Apples datacenter i Viborg

  • Offentliggjort i 2015, tages i brug i 2020 og skal drives 100 pct. af vedvarende energi
  • Samlet investering på 6,3 mia. kr. – hidtil største udenlandske anlægsinvestering i Danmark
  • I første etape bygges 35.000 kvm, som efter planen udbygges til 166.000 kvm. Efter behov kan der ske løbende udbygning op til 250.000 kvm

 

Fakta om Facebooks datacenter i Odense

  • Offentliggjort i 2017, tages i brug i 2020 og skal drives 100 pct. af vedvarende energi
  • Investeringsniveau ikke offentliggjort
  • To datahaller og en administrationsbygning på i alt 56.500 kvm på en 500.000 kvm grund
  • Facebook forventer 150 medarbejdere til drift og 1.000 direkte job i byggefasen
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *